Fortsæt til indhold

Et gyldent øjeblik på Musicon

Rockmuseet skal vise hele ungdomskulturens historie

Arkiv
Af Jan Partoft Foto: Erling J. Pedersen

Rockmuseet på Musicon gør opmærksom på sig selv med sit gyldne ydre og den lange røde løber, der går fra Rabalderstræde til museet.
Ind til nu har museet været en distanceblænder, da det er hegnet ind. Byggeriet er ikke færdigt. Første gang det var muligt at komme tæt på Rockmuseet var til Rabalderfesten i slutningen af august. Her fik man lov til at trykke næsen mod ruderne i indgangspartiet. På lørdag 19. september fra klokken 13 til 16 kan man komme indenfor, hvor museets foyer holder åbent i forbindelse med ‘Golden Days - Festival of important shit'.
- Vi er slet ikke færdige med museet endnu, siger museumsdirektør Frank Birkebæk.
- Så denne gang bliver det bare til et smugkig i foyeren og atrium-gården.
Det kig er også fascinerende, da foyeren, vægge og loft er klædt i røde pyramideformede elementer, der svarer til de gyldne på ydersiden. Gulvet er i blank rød lak.
- Ideen med det røde i foyeren er, at det skal ligne det indre af en guitarkasse, siger Frank Birkebæk.

Ungdomskultur

Når museet er færdigt bliver foyeren hjertekammeret, hvor livet bliver pumpet rundt i huset. Det er her man finder elevatorer og trapper op til udstillingerne og adgangen til restaurant/cafe og værkstedssektionen, der ligger bag museet.
- Hele foyerområdet skal være tilgængeligt uden, at man behøver at købe billet, siger Frank Birkebæk.
- Det skal være et samlingssted på Musicon, for museet skal være mere end et sted, hvor vi viser ting.
Rockmusikken var det første tegn på et brud med opfattelsen af grænsen mellem børn og voksne.
- Her skal vi vise hele den ungdomskultur, der er vokset frem efter 2. verdenskrig, sige Frank Birkbæk.
- Med den øgede velstand, der kom efter krigen i den vestlige verden, skiftede børn og unge status fra at være en resurse, der skulle sikre alderdommen til at være en herlighedsværdi.
- De unge fik penge mellem hænderne, og de havde krav til verden, det gav grobund for en selvstændig ungdomskultur med musik, beklædning og livsform.
- Så museet skal fortælle, hvordan ungdomsgenerationerne har påvirket og påvirker samfundet.

For museumsdirektør Frank Birkebæk overgår Rockmuseets bygning forventningerne.

Ikon

I løbet af efteråret er håndværkerne færdige med byggeriet, så går Rockmuseets medarbejdere i gang med at indrette udstillingerne. Selv om bygningen ikke er helt færdig endnu, er begejstringen for den stor.
- Det hus her overgår alle vores forventninger, siger Frank Birkebæk.
- Vi har fået et fantastisk hus, der er et ikon i sig selv. Der er ikke meget der ligner det, heller ikke i udlandet.
- Det er en attraktion i sig selv, siger museumsdirektøren.
På lørdag kan man så finde ud af om man er enig med Frank Birkebæks vurdering, når der er mulighed for et smugkig indenfor. Selve museet er først klar til besøgende i begyndelsen af 2016.

Håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på bygningen. Her er det guldbeklædningen der bliver vasket.
Bardisken er næsten klar til, at inventaret bliver sat på plads.