Fortsæt til indhold

Penge på vej til Vejles hjemløse

Antallet af hjemløse i Vejle - og deraf følgende misbrug, prostitution og vold - er eksploderet

Arkiv
Peter Friis Autzen

Budgetforliget i Vejles byråd sender ekstra penge til indsatsen mod unges hjemløshed, misbrug og prostitution.
Næste år afsættes der 2,5 millioner kroner til det, der i byråds-regi hedder Voksenområdet. Og derefter to millioner årligt.
“Det er ekstra penge, som vi i udvalget nu skal disponere,” siger udvalgsformand Gitte Frederiksen (V). Og hun har de unge hjemløse i tankerne.
Lokalavisen Vejle i juni skrev, at antallet af kendte hjemløse i Vejle er fordoblet på bare et år, og at de afledte problemer har uoverskuelige konsekvenser for flere og flere berørte. Artiklen førte til fem konkrete forslag fra de frivillige Café Parasollen - et sted for hjemløse og misbrugerne
“Det var gode forslag. Jeg tager alle fem forslag med til forhandling i udvalget,” siger Gitte Frederiksen.
“Det er jeg glad for. Men jeg bliver endnu gladere, når pengene er bevilget. Der er brug for dem,” siger Sanne Bjerggård fra Parasollen.

Hvad kan hjælpe?

Hjemløshed ser anderledes ud i dag end for ti år siden. For eksempel prostituerer mange unge sig for at kunne sove på bekendtes sofaer. Mange ender i misbrug af hash og stoffer. Flere begynder også selv at sælge stofferne for kriminelle bagmænd. Nedturen rammer også velfungerende unge. Og det kan gå meget hurtigt.


Der skal være flere gadearbejdere.
Det offentlige system skal møde de unge på de sociale medier.
Huslejen i ungdomsboliger skal ned, og kommunen skal på under to uger kunne stille garanti for et indskudslån.
Der er brug for effektive ungepensionater, hvor de unge kan komme på fode igen.
Man skal samle de allerede eksisterende tilbud, således at de udsatte unge kun skal gå ét sted hen for at få hjælp.