Lagkagehuset klar til at lange brød over disken i Sydbanegade
Tirsdag morgen åbner Lagkagehuset ny forretning i centrum
Tirsdag morgen klokken 6.30 slår Lagkagehuset dørene op til sit nye bageri i Sydbanegade.
På hele åbningsdagen vil der være gratis varme drikke til kunderne, ligesom der også vil være smagsprøver og gode åbningstilbud. I samarbejde med slagteren ved siden af bliver der også delt smagsprøver ud på gaden. Det fortæller distriktschef Jakob Skovsgaard.
“Vi forventer, at der er mange, der kommer forbi butikken for at smage på vores forskellige produkter og se, hvad vi har at byde på. Vi vil gerne være kendt for høj kvalitet, og hos os får kunderne en kompromisløs oplevelse hver gang. Når vi laver noget, skal det være supergodt. Her er ingen fedtfattige kager og ingen melblandinger og æg i femliters dunke. Alt laves fra bunden. Æggene slås ud enkeltvis, og vi pisker selv fløden. Vi håber, at det kan få kunderne til at vælge os som deres faste bager,” siger Jakob Skovsgaard.
Lagkagehuset vil også tilbyde kunderne er mindre udvalg af både økologiske og glutenfri varer.
Café og gratis wifi
Den nye forretning fungerer både som café og bager, og med cirka 20 sidepladser kan man nyde sin americano eller cortado indendørs, hvor der også er gratis wifi.
Jacob Skovsgaard glæder sig over butikkens centrale placering i forhold til blandt andre både studerende og bilister.
“Placeringen er rigtig god. Vi er lige ved Designskolen og universitetet. Snart åbner en Rema1000 ved siden af, og vi forventer, at begge forretninger er fælles om at generere kunder til hinanden,” fortæller han og fortsætter:
“Derudover er placeringen også god for trafikanter, som kan køre ind i vores drive-in. Her har vi to luger, hvor vores medarbejdere står klar til at servicere bilisterne”.
Der er 20 ansatte i den nye Lagkagehuset, der ligger lige i krydset mellem Sydbanegade og Kongebrogade.