Fortsæt til indhold

Køge-stafet sendte 425.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse

- og indkalder til nyt infomøde den 26. oktober.

Arkiv
Arkiv

Stafet for Livet 2015 i Køge har afsluttet regnskabet, og helt præcist blev der 424.802,55 kroner i overskud, som nu er sendt videre til Kræftens Bekæmpelse, hvor de gode penge kan bruges i forskningen og dermed kampen mod kræften.
Stafetformanden Svend Erik Bodi er meget tilfreds med resultatet.
- Det blev en fantastisk weekend på Køge Marina. At vi har nået det fantastiske beløb, skyldes alle de, som støttede stafetten og kræftsagen i Køge. Derfor vil jeg gerne rette en kæmpe tak til de mange sponsorer – såvel pengesponsorer som ydelsessponsorer – herunder både de, som sponsorerede selve stafetten, men i lige så høj grad de, der sponsorerede holdene samt de mange, der uden honorar tegnede sig for underholdningen, siger han.
Formanden retter også en stor tak til de i alt 1127 deltagere, der deltog ved arrangementet. 15.357 kilometer blev gået ved stafetten, og dertil kommer 1255 kilometer på cykel og til fods af ansatte og indsatte ved stafetten i Køge Arresthus. Den samlede totaldistance for stafetten blev således 16.612 kilometer - svarende til strækningen Køge-Paris cirka otte gange.
Allerede nu begynder forberedelserne så småt til næste års arrangement. Mandag den 26. oktober klokken 19.00 er der offentligt informationsmøde om Stafet for Livet 2016 Køge. Det finder sted i Rytmiksalen på Ellemarkskolen, og alle er velkomne.
2016-stafetten holdes på Køge Marina i weekenden den 18.-19. juni 2016. Der er endnu ikke åbnet for tilmeldinger.
Tilmelding er ikke nødvendig, men der ”reserveres” en kop kaffe til dig, hvis du giver en lille uformel tilmelding til Køge-stafettens konsulent, Nina Hammerich Gregersen, på telefon 35257515 eller mail: ninahg@cancer.dk.
Man kan læse om de mange funktioner på www.stafetforlivet.dk/vaer-med/om-at-vaere-frivillig.