Uffe Elbæk besøger Sønderborg
Politikere fra Alternativet besøger torsdag Sønderborg
Alternativets Ud i Danmark-tur kommer torsdag d. 10. september til Sønderborg.
”Vi kommer på besøg for dels at bygge bro mellem byerne og landområderne, samt at lade os inspirere af entreprenante, lokale løsninger, der styrker sammenhængskraften i Danmark,” siger Uffe Elbæk, der er Alternativets politiske leder.
Han deltager selv i besøget sammen med bl.a. Roger Matthisen.
Målet med turen er, at Alternativet ved at involvere borgerne kan formulere en fælles ambition, der samler hele Danmark og vil blive præsenteret senere på året. Derfor er der også lagt en klar drejebog for turen, forklarer Uffe Elbæk.
”Helt grundlæggende tror vi på, at flere ved mere, og at de gode, kreative løsninger skal findes hos borgerne – og ikke forsøges udstukket centralt fra Christiansborg. Derfor har vi en række præcise spørgsmål til og forestillinger om, hvordan den negative skævvridning mellem land og by kan knækkes. Og vi er selvfølgelig spændte på enten at få bekræftet eller afkræftet vores forestillinger om udfordringerne og de mulige løsningsmodeller, der er,” siger Uffe Elbæk og fortsætter:
”Danmark er et lille land, så selvfølgelig kan det lade sig gøre at skabe et sammenhængende Danmark, hvor ingen områder bliver glemt og overset,” afslutter han.
I Sønderborg besøger partiet ProjectZero torsdag formiddag og senere på dagen går turen til Vores Omstilling / Sønderborg Fødevarefællesskab på Vestermark.