“Altså, jeg har jo bare danset. Altid!”

Der er de her mærkeår. Jubilæumsår. Sølvbryllup. Pensionen. År hvor man fejrer, den vej, man er gået ned ad de sidste mange år. Kigger sig lidt tilbage over skulderen og funderer over, hvor tiden dog blev af. Får øje på et par milepæle derude i fortidstågerne tågerne stikke op som fjerne reminiscenser. Hvad er det egentlig, man har bedrevet?


“Altså, jeg har jo bare danset. Altid!”


2016 er sådan et år for Birgit Husted, danselærer og ejer af Husted Dans. Eller det vil egentlig sige, at 2016 nærmere er en harmonika-kollision af mærkeår. Den netop startede sæson er hendes 40. år i dansestudiet i Låsbygade. Det var i 1976, hun købte det gamle vinlager og renoverede bygningerne, så de kunne indeholde en danseskole. Forinden havde hun lige samlet 10 års erfaring sammen som danselærer. 2016 bliver hermed 50-året for hende som den instruerende frontfigur for et væld af dansere. Og dem der prøver på at blive det. Birgit Husted er naturligvis født i 1946, så en rund fødselsdag på 70, kan det kommende år også sagtens rumme. Desuden bliver hun nok nødt til at reservere en plads til sølvbrylluppet med sin mand Poul Clausen. Så er det i øvrigt også 45 år siden, hun blev selvstændig.

Optaget på Den Kongelige

Danselæreren sætter et par kopper sort kaffe på bordet og stærke ostemadder på fad.


“Min morfar var en ret god danser,” erindrer Birgit Husted.


Hun kigger lidt funderende ud over gården ved huset i Låsbygade. Smager lidt ekstra på spørgsmålet om, hvorfor det netop var dansen, der overtog styringen af hendes livsbane.


I gården står tomat- og agurkeplanter op ad de gamle mure. De venter på at få høstet frugterne. Det bruger Birgit Husted meget tid på. At få tingene til at vokse. På et tidspunkt kan man nemlig høste frugterne af arbejdet.


“Min mor ville også meget gerne gå til dans, men det fik hun ikke lov til. Måske var det derfor hun slæbte mig med; det ved jeg ikke, men det gjorde hun i hvert fald, da jeg var tre år gammel. Jeg syntes vist ikke, det var særligt sjovt i starten, men mor holdt ved, og på et tidspunkt blev jeg glad for det,” genkalder Birgit Husted.


Og dygtig vel at mærke. I mange år dansede hun klassisk ballet. Blev opfordret til at gå til optagelse på Den Kongelige Ballet. Kom også ind, men København stod ikke just øverst på forældrenes ønskeliste, og den dengang 13-årige Birgit Husted var ikke parat til at flytte til Staden alene.


Et øjeblik bliver hun eftertænksom. Øjnene ruller en lille smule mod himlen, som for at for en stund at skimte, hvordan tilværelsen ellers kunne have udfoldet sig, hvis grand jeté, plié og umanerligt ømme tåspidser havde været hverdagen. Men det her er ikke et mørkt kapitel om en drøm, der ikke gik i opfyldelse. Birgit Husted har tidligere fortalt, at hun slet ikke var sikker på, om hun havde viljen til at gennemføre det hårde liv i et balletskørt.


I stedet valgte hun at valse hen over et hav af andre destinationer. Ballet-erfaringen fik hun brug for, da hun turnerede med en fransk ballet, ligesom et væld af andre udenlandske mål. Og så er der her i Låsbygade 30. Ikke mindst!


Det var Birgit Husteds far, der en dag hev fat i hende og sagde, at nu havde han fundet stedet, hvor hun skulle lave sin danseskole. Inden da havde Slotshotellet i Jernbanegade lagt gulv til trinene. I det gamle vinlager i Låsbygade så hendes far, ingeniøren, hurtigt gode muligheder, der godt nok krævede en omfattende renovering, men som til gengæld siden har bevaret sit yndefulde indre. Vel lidt ligesom som de vine, det tidligere husede.

Dansen er livsbekræftende

Og huset her er netop her, at essensen af Birgit Husteds liv kan suges ud af årerne på de massive trædragere, der hviler hen over dansesalen.


Et gulv så gavmildt gødet med dansetrin, at der op af det er vokset nære venskaber, som blot er blevet tættere knyttet yderligere igennem en inciterende flamengo, yndlingsdansen slowfox eller, nå ja, en energisk zumba. Man er jo nødt til at holde sig opdateret.


“Jeg har fået mange gode venner her. Det er så livsbekræftende, når der kommer så mange mennesker her for at danse, fordi de har lyst til at danse. Måden at danse på har forandret sig meget igennem tiden, og i dag får særligt de unge dansere mere lov til at give deres besyv med. Sådan var det jo langt fra før i tiden. Der gjorde man bare, som læreren sagde. Det er fint, at der sker en udvikling, men de skal selvfølgelig ikke bestemme det hele. Jeg har heldigvis en rimelig fast hånd,” griner jubilaren.

Du må aldrig stoppe

Det var så de første 50 år. Det er et mærkeår. Et jubilæum. Et guldbryllup med dansen og et sølvbryllup med husbonden. Men absolut ikke et pensionsår. For bliver det til 50 år mere, så kan vi formentlig godt regne med, at Birgit Husted står helt deroppe foran; kigger ind i spejlene i dansestudiet, hvorfra hun kan se flokken bag hende, der forsøger at følge med på trinene.


“Jeg bliver aldrig træt af at danse. Når sæsonen er tilrettelagt, så ved jeg jo, at jeg har fri, når der har været afdansningsbal, og derfor tager jeg bare et år ad gangen, for så længe helbredet holder til det, så bliver jeg ved. Det eneste problem er faktisk, at når en dans kræver, at jeg skal ned på gulvet, så tager det lidt længere tid at komme op igen.”


Hun griner ironisk af det faktum, at det er et halvt århundrede siden, hun trådte de første skridt som danselærer, og fysikken naturligvis har valset en anelse med hele vejen igennem jitterbug, twist og hip-hop.


“Men har man danset altid, så kan man også blive ved. Man skal aldrig stoppe,” erklærer Birgit Husted, danselærer.