Fortsæt til indhold

VM-sølv i kettlebell marathon

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Thierry Sanchez fra Sønderborg har fået hængt en sølvmedalje om halsen i Hviderusland for sin indsats ved VM i kettlebell marathon denne weekend.
Thierry Sanchez er 45 år og fra Frankrig men bor i dag i Sønderborg og er dansk gift.
"Jeg var faktisk med til at introducere kettlebell sporten i Danmark tilbage i 2009, og i 2012 var jeg med i oprettelsen af Kettlebell Sport Danmark, som jeg er formand for," fortæller Thierry Sabchez, som også er formand for den lokale Sønderborg Kettlebell Club.
Den kettlebell-glade franskmand er desuden vice president i International Kettlebell Marathon Federation (IKMF).

Første VM i Minsk

"Jeg er netop kommet hjem fra Minsk i Hvidrusland, hvor det første verdensmesterskab i kettlebell marathon blev holdt i den forgangne weekend den 11. til 13. september," fortæller han.
Tolv nationer var repræsenteret i Minsk med i alt 70 atleter fra Hviderusland, Rusland, Ukraine, USA, Irland, Finland, Frankrig, Spanien, Polen, Estland, Australien og altså Danmark.
Thierry Sanchez, som repræsenterede Danmark, opnåede en sølvmedalje ved at løfte en 24 kilo tung kettlebell 351 gange i løbet af 30 minutter i disciplinen 'snatch'.
"To af mine elever fra Finland og Spanien vandt i øvrigt guld og sølv," føjer han til.

Thierry Sanchez. (Privatfoto)

Kettlebell i Sønderborg

Har man lyst til at se nærmere på den specielle og i Danmark nye sport, så sæt kryds i kalderen den 5. og 6. december, hvor man forventer 80 atleter til Sønderborg til finalen i anden udgave af 'Ultimate Girevik League'.
Næste VM i kettlebell marathon bliver i øvrigt også holdt i Sønderborg nemlig den 23. til 25. september 2016, hvor Thierry Sanchez forventer over 100 atleter fra 22 lande.
Så længe behøver man dog ikke at vente, for man kan selvfølgelig også bare med det samme melde sig ind i Sønderborg Kettlebell Club. Skriv gerne til mail@thierrysanchez.com.