Fortsæt til indhold

Frivillighuset flytter ind på bibliotekerne

Varde Bibliotek og Frivillighuset slår kludene sammen i uge 39

Arkiv
Kim Schou

Målet bag denne flytning er at synliggøre og støtte op om de mange tilbud i den frivillige verden i anledning af Den Nationale Frivillighedsdag 25. september.
Over 100 frivillige sociale foreninger kan Varde Kommune mønstre. Men hvor finder man dem? Bibliotekerne i Varde og Foreningen Frivillighuset inviterer alle interesserede til at møde op på bibliotekerne i uge 39 for at høre mere om muligheden for at blive frivillig eller møde ligesindede.

Kontakt og lokaler

Koblingen mellem de to institutioner er opstået naturligt som følge af de to steders forskellighed.
”Vi har rigtig god kontakt til de frivillige foreninger og mange ildsjæle og stor viden om de mange tilbud, som foreningerne har i hele kommunen,” siger leder af Frivillighuset Lisbeth Søgaard.
”Til gengæld har Biblioteket en stor berøringsflade med rigtig mange forskellige mennesker i dagligdagen og er et godt mødested for en snak – og så kan man nemt låne mødelokaler og kopimaskine. Vi håber, at det tilsammen vil give grobund for mange frugtbare møder.”

Frivillige over hele kommunen

Foreningernes tilbud er spredt over hele kommunen, og derfor tager Frivillighuset på ”turne” mellem de forskellige biblioteksfilialer i løbet af ugen.
Der er derfor rig mulighed for at få stillet sin nysgerrighed på frivillighed i løbet af ugen.
FAKTA:

Man kan møde Frivillighuset på Bibliotekerne i uge 39 kl. 14-17 Mandag: Oksbøl Bibliotek Tirsdag: Varde Onsdag: Agerbæk Torsdag: Nørre Nebel Fredag: Ølgod