Fortsæt til indhold

Sammenbrud på flygtningeområdet

Arkiv
Arkiv

Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet for DF
Drenderupvej 30
Vamdrup


Som mange andre danskere kan jeg i disse dage blot konstatere, at vi nu er kommet dertil, hvor man kan tale om et totalt sammenbrud på flygtninge- og immigrantområdet.
Vi bør derfor tænke over, om EU i længden kan holde til, at ingen tilsyneladende holder de aftaler, der er indgået? Der hersker fuldstændig lovløshed, og Schengen og Dublin-aftalen er reelt trådt ud af kraft.
Alligevel holder ja-partierne fast i, at danskerne bør erstatte de danske retsforbehold med en tilvalgsordning den 3. december. Men det betyder i realiteten, at det fremover er Christiansborg-politikerne og ikke vælgerne, der bestemmer på de vigtige områder. Tør danskerne stole på, at deres politikere holder deres løfter – også når det gælder flygtninge- og immigranter? Hvordan var det lige med børnechecken og Venstres holdning før og efter valget? Og hvad var det Schlüter sagde om den stendøde union?
Jeg kan kun appellere til, at vi nu alle vågner op og tænker os om her midt i det europæiske ragnarok. Det gælder også de danskere, der bliver grebet af mediernes dækning af den massive indstrømning af immigranter og flygtninge. For aner de, hvem der er ISIS, og hvem der er på flugt, når de kører med bilerne fulde af mennesker i retning mod Sverige? Terrororganisationen siger selv, at de nu har 4000 krigere smuglet ind i EU. Snedige terrorister kan let finde på at udnytte krisen som en trojansk hest til at få hurtig adgang til vore lande.
Vi skal bruge vores sunde fornuft, og vi skal, inden det er for sent, turde stille spørgsmålene om EU og aftalerne, retsforbeholdet og flygtninge- og immigranternes egentlige dagsorden.
Det er i kriser, at man skal tænke sig ekstra godt om – og man bør værne sig med et forsigtighedsprincip, og derfor stemme nej til at fjerne retsforbeholdet og fjerne vores ret til selvbestemmelse.