Fortsæt til indhold

Bogcafé med en folkelig fortælling

I dag torsdag den 10. september udkom 'Efter Mørke', som er i centrum ved næste Brecklings Bogcafé

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Pernille Juhl havde egentlig ingen planer om at skrive en bog, indtil hun tilbage i 2009 læste sin farfars dagbog fra 1. verdenskrig.
"Det var først da, det slog mig, at den da skulle bruges til noget. Han var nemlig en rigtig god historiefortæller, og dagbogen er fuld af små anekdoter skrevet med humor," fortæller Pernille Juhl.
"De mange dagbogsoptegnelser giver et indtryk at sammenholdet blandt de mange sønderjyder, som blev en del af den store krig," siger hun.
Tilsammen dannede farfarens oplevelser grundlaget for den historiske roman 'Vent på mig, Marie'.
Men her slutter det ikke, for efter arbejdet med dagbogen blev det tydeligt for Pernille Juhl, at Sønderjylland rummer et væld af historier, og hun beslutter at fortsætte skriveriet, der så udmønter sig i 'Når solen står højest', som bygger videre på familien Andersen fra hendes første bog. Denne gang udspiller handlingen sig i perioden 1920-1943 og stadig i Sønderjylland. I dag torsdag den 10. september udkom så tredje bind i trilogien, som har fået titlen 'Efter mørke' og er en selvstændig fortsættelse af historien om familien Andersen, hvor handlingen udspiller sig i de sidste år af besættelsen, hvor danskerne rykkede tættere sammen.

Farfars oplevelser

Det er dog ikke de tre romaner, som forfatteren vil bruge mest tid på under sin optræden ved næste Brecklings Bogcafé.
"Jeg holder en del foredrag, og jeg ved af erfaring, at her i Sønderjylland er det ikke mindst min farfars oplevelser under 1. verdenskrig, som interessen samler sig om. Og det er jo ikke så underligt, når så mange sønderjyske slægter havde krigen tæt inde på livet," siger Pernille Juhl, som er født i Sønderborg men i dag bor på Fyn.

I en anmeldelse er 'Efter Mørke' af Pernille Juhl blevet sammenlignet med 'Matador'.

En speciel landsdel

Interessen for det sønderjyske er noget, som butikschef Tine Iversen Gefke hos Arnold Busck kan nikke genkendende til.
"I vores område er man levende interesseret i den specielle historie, vi har i det sønderjyske. Det kan jeg også høre, når jeg snakker med kolleger fra andre egne af landet, hvor man ikke har samme store udbud af bøger med afsæt i den lokale egn. Og når det til og med er i form af en historisk roman som 'Efter Mørke', så er jeg sikker på, at også den vil få et stort publikum," spår boghandleren.
Stor interesse er også, hvad Allan Breckling forventer sig for næste Brecklings Bogcafé, som denne gang holdes i Spisestedet på Sønderborghus, hvor det er kokken Klaus Græns, som står for den kulinariske side af sagen.
"Klaus har sagt, at han vil læse bogen og ud fra den sammensætte en buffet. Og hvad det bliver, vil jeg slet ikke vide, for det skal være en overraskelse også for mig," smiler Allan Breckling.

En stjernestund

Noget andet, han heller ikke kan eller rettere vil røbe, er navnet på den 'stjernestund', der venter publikum på december måneds bogcafé.
"Også det skal være en overraskelse. Til gengæld må du gerne fortælle, at det bliver Ole Sønnichsen, der gæster bogcaféen i november med andet bind af 'Rejsen til Amerika', som udkommer den 14. oktober," lyder det fra Allan Breckling.
Pernille Juhl kan man møde søndag den 11. oktober, hvor det starter med spisen kl. 12.30, hvorefter forfatteren går på kl. 14.
Brecklings billet-telefon 5114 3906 åbner den 17. september, men allerede nu kan man sikre sig en billet via mail til acharling@gmail.com.