Fra et Skalkeskjul ved man aldrig, hvad der kan ske

Der sidder to langhårede sen-teenagere på et værtshus. De er indhyllet i røgen fra deres egne cigaretter. Dem bliver der hurtigt færre af i pakken, mens de hænger der ved disken og drikker sort kaffe og te. Earl Grey måske.
De er nærmest hevet ud af mine forventninger til dem, da jeg inden interviewet lyttede til den musik de laver i bandet Skalkeskjul. Jeg så Steppeulvene for mig. Forsanger Alexander Mahaffeys frisure ligner endda Eik Skaløes. Jeg så C.V. Jørgensen og Jim Morrison.
“Jamen, du kan sikkert sammenligne os med en masse andre ting, men i bund og grund så er Skalkeskjul bare lyden af to drenge, som godt kan lide musik og drikke øl. Vi har aldrig tænkt på, at vi skulle være en bestemt smag eller genre. Vi spiller bare det, vi selv godt kan lide. Og vi er ikke inspireret af Steppeulvene. Jeg havde aldrig hørt om dem, før vi startede med at lave musik, så det er tilfældigt. Nu har jeg købt deres plader,” slår Alexander Mahhaffey fast i en - ikke irriteret - men nærmere myndig tone.
Så er det på plads.

Spottet af Folkeklubben

Skalkeskjul vil være sin egen. Sådan har det været siden Alexander Mahaffey og Magnus Søgaard, begge 19 år gamle, i starten af 2015 sad på selvsamme røgede værtshus og blev enige om at starte et band. Et relativt kompleks projekt. Den kommende forsanger havde aldrig lavet musik før, og Magnus Søgaard havde sin musikalske opdragelse i den klassiske genre og nærmest aldrig holdt en rytmeguitar i hænderne før.
Skalkeskjul blev således født ud fra devisen “hvor svært kan det være.” Og selv om de er opflasket med britisk rock og punk er lyrikken dansk. Indtil videre har det været en udmærket antagelse. I starten af september udkom Skalkeskjuls debut-EP sammen med fine ord fra forskellige anmelder-sites. På ganske kort tid har drengene formået at gøre opmærksom på sig selv og ikke mindst deres musik.
Tidligere på året var de inde at spille et par numre i Jungle Rock-pladeforretning i Kolding, da det efterhånden etablerede danske band Folkeklubben tilfældigt kom forbi, inden de selv skulle give koncert på Godset. Det endte med, at Skalkeskjul blev spurgt, om de havde lyst til at give et par numre som opvarmning for Folkeklubben i en fyldt koncertsal.
“Det var ikke nervøsitet. Jeg var spændt. Men pludselig tager musikken over, og så går man lidt ind i sig selv,” genkalder Magnus Søgaard oplevelsen.

Det er nu, det gælder

Det er netop oplevelser af den slags den dag på Godset, der har rivende udviklet det unge band. Fra en naiv og spontan tanke om at starte et band, er der nu opstået en vished, om at de rent faktisk har noget at byde ind med i dansk musik.
“Vi skaber hele tiden et større musikalsk ordforråd, og derfor er drømmen om at stå på større og større scener også tættere på at blive en realitet. Men man kan selvfølgelig godt tvivle nogle gange, for der er sgu så mange dygtige musikere i Danmark,” konstaterer Magnus Søgaard nøgternt.
Alexander Mahaffey tager et hiv af cigaretten.
“Jeg tror på, at når vi gør noget, så lykkes vi også med det. Jeg ser noget i os, som ikke findes i dansk musik lige nu,” indskyder han selvsikkert, mens ansigtet sløres bag cigaretrøgen.
Det skorter nemlig ikke med troen på egne evner. Og hvorfor skulle det også det? Skalkeskjul er på en mission, som de først og fremmest holder sig selv ansvarlige for at lykkes med. At være sit eget. Det hører man i sangene. De er præget af den spontane hverdag, der i høj grad er forbundet med livet som 19-årig, hvor uforudsigelige byture og eftermiddagssøndage med kammeraterne er en ufravigelig nødvendighed. Snart drager Skalkeskjul på turné flere steder i landet med det budskab.
“Det er nu, det gælder. Det er nu, vi skal ud at finde vores publikum. Vi har ingen booking-management. Det er os selv, der står bag det hele, og det er også det, vores musik afspejler. Vi bliver selvfølgelig inspireret, men det er vores egne erfaringer og observationer, vi laver musik ud fra. Det er spontant. Man ved aldrig, hvad der kan ske,” konkluderer Alexander Mahaffey.