Musikalsk hyldest til kærligheden
Musicalen Dig og Mig opføres på Sønderborg Teater
"Dig og mig - Putting it together" er en festforestilling med sange, skrevet og komponeret af en af vor tids største musical-komponister, Stephen Sondheim.
Mandag den 28. september kan den opleves i Sønderborg.
Forestillingen består af numre fra forskellige musicals, sammensat så indholdet danner en fortælling om kærlighedsrelationer. På scenen er bl.a.Preben Kristensen, Betty Glosted, David Owe, Charlotte Guldberg og Peter Pilegaard.
Der mixes både drinks og følelser under et cocktail party hos et velhavende, midaldrende par, der synes at have styr på tilværelsens materielle goder, men mindre styr på at pleje deres – efterhånden sølvbryllupstrætte – kærlighed.
Det yngre par mødes, forelsker sig, kommer i tvivl om de skal binde sig og sige farvel til singleliv og den frihed, det indebærer; for hvordan kan man være sikker på, at man har fundet den rigtige, og hvordan kan drømmene stå mål med virkeligheden?
"Dig og mig – Putting it together" er en hyldest til kærligheden, livet og musikken.
Forestillingen opføres på Sønderborg Teater mandag den 28. september kl. 19.30. Sønderborg Teaterforening er arrangør.
Billetter kan købes på www.sonderborgteaterforening.dk.