Fortsæt til indhold

Rejsegilde på 74 boliger

Kun tre ledige tilbage i Himmelev Have

Arkiv
Arkiv

Onsdag den 9. September fejrede firmaet FB Gruppen sammen med håndværkerne og teknikerne rejsegilde på sit nye byggeri Himmelev Have, der er opført på området, hvor Frøbel Højskolen tidligere lå. Her opføres i alt 74 nye boliger, fordelt på 44 rækkehuse og 30 lejligheder. Blandt dem er de 71 allerede solgt, så der kun er tre ledige tilbage, oplyser den ene ejer Hans-Bo Fyldig, der privat bor i Svogerslev. Foreløbig er 22 rækkehuse helt færdige, og beboerne er flyttet ind. De resterende boliger er klar til indrykning i løbet af efteråret og frem til 1. februar 2016. - Alt er gået helt efter planen, og vi har hele tiden haft 40-50 mand beskæftiget på pladsen, fortæller Hans-Bo Fyldig. Lejlighederne er solgt af Roskilde-mægleren Brian Hensrik, der oplyser, at over halvdelen er overtaget af roskildensere, mens resten er tilflyttere udefra.

Overvandt modstand

I sin tale ved rejsegildet glædede Hans-Bo Fyldig sig over, at det var lykkedes at overvinde den modstand og de betænkeligheder, der i begyndelsen havde været mod projektet. - Jeg vil gerne takke alle håndværkerne og samarbejdspartnerne, men især Roskilde kommune og borgmesteren for, at det blev muligt. Da vi begyndte her for tre år siden, troede næsten ingen, at man kunne komme af med boliger i Roskilde. Men nu er de næsten alle solgt, endnu før de er færdige. Borgmester Joy Mogensen var også mødt frem til rejsegildet og var tilfreds med, at et smalt flertal på 16 ud af byrådets 31 medlemmer havde turdet stemme for byggeriet. - Nu fejrer vi rejsegilde på et af de største boligbyggerier i Roskilde gennem længere tid, og jeg håber, at flere snart følger efter, sagde hun. Efter talerne var der stegt pattegris og øl til håndværkerne og de øvrige, som derefter blev delt op i grupper, der skulle konkurrere med hinanden i blandt andet skydning med sømpistol, tovtrækning og øl-drikning på tid. tk