Fortsæt til indhold

“Enghaven er mit hjem, og har altid været det”

Boligforeningen Enghaven i Vejle fylder 80 år. Erik Madsen har været med fra starten. Og er det stadig

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Hele mit liv,” siger Erik Madsen og sætter sig ved spisebordet i Bent Andersens stue.
De bor begge i Østerbos afd. 41, Enghaven, midt i Vejle. Erik og Bent bor i hver sin opgang i Odinsgade og deler dermed udsigt til kompleksets gårdhave, som de kalder “parken.”
Bent har kun boet her i 25 år. Erik er født her og bor i sine forældres 2½-værelses lejlighed på 74 kvadratmeter. Han har aldrig boet andre steder.
“Jeg har boet her hele mit liv. Hvorfor skulle jeg flytte? Der er jo ikke bedre andre steder,” siger han og bladrer forsigtigt i en lille samling privatfotos fra hans 78 år i Enghaven.
“Eriks forældre var jo de første, der flyttede ind i Enghaven,” siger Bent og kaster et blik på et af billederne, hvor Erik er spæd og på arm hos sin moster Gudrun.
“Nej, det er ikke rigtigt,” svarer Erik.
“De første kom om lørdagen. Mine forældre flyttede først ind om mandagen. Det var den 5. oktober 1934.”

Dyrt, men godt

Erik har stadig sine forældres oprindelige lejekontrakt. Dengang udløste den hovedrysten blandt de unge pars bekendte.
“Lejligheden var dyr, og alle undrede sig over, at mine forældre havde råd. Vennerne troede, at de var blevet tovlige,” siger Erik Madsen, som også husker, at omgangskredsen undrede sig meget over den kulfyrede centralvarme.
“Folk troede ikke, at vi kunne holde varmen uden en kakkelovn,” siger han.
I lørdags fejrede Enghaven sine første 80 år som boligforening. Det skete med fællesspisning i et lejet telt i “parken”.
“Vi snakker sammen i opgangen, men ikke så meget på tværs af opgangene. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi gjorde noget mere. Og det tror jeg på, at vi kommer til nu, efter at have fejret fødselsdagen sammen,” siger Bent og finder to pilsnere frem, inden han og Erik går ned i “parken.”

Enghavens nabo, Hess’ Jernstøberi, lå hvor Musikteatret og kommunen ligger i dag. Fabrikken støvede, så Erik Madsens bil (tv.) måtte have den nye lak fornyet.
En ung Erik med sin kammerats bil omkring 1965, fotograferet foran Enghaven.
Erik Madsen på Mosters arm i 1939.