Smag på Roskilde
Lokale restauranter håber i år på endnu flere end de 1100 måltider til sidste års RO-KOST Madfestival
Madelskere og levemænd eller -damer får atter i år chancen for at ‘Smage på Roskilde’, når en række lokale spisesteder præsenterer en menu lavet med lokale produkter til en fast pris. RO:Kost Madfestival foregår i år i uge 41 lige før skolernes efterårsferie og arrangeres af den lokale turist-organisation, ‘Visit-Roskilde’, i samarbejde med restauranter i området. I det enkle koncept får gæsterne for 250 kroner en menu med to retter, en appetetitvækker og en velkomstdrink. I maden skal der indgå mindst fem lokale ingredienser fra Roskilde-området. - Sidste år, da vi for første gang havde dette arrangement, solgte vi knapt 1100 billetter, og i år håber vi på at endnu flere har lyst til at prøve det, forklarer Marie Melgaard fra Visit-Roskilde. Formålet med RO:KOST Madfestival er at gøre Roskilde kendt som et godt sted at spise, udvikle den kulinariske standard i området og inddrage lokale producenter af fødevarer i denne proces. Billetsalg starter torsdag.