Fortsæt til indhold

Esbjerg Ensemble spiller med Carl Nielsen-prismodtager

Arkiv
Arkiv

Den 26. september spiller Esbjerg Ensemble koncerten 'Bævende Superhelte' af Juliana Hodkinson, som netop er tildelt en af landets største hæderspriser, Carl Nielsen og Anne Marie Nielsens Legat på 600.000 kroner.

Bævende Superhelte er sammensat af miniature-stykker med poetiske titler som When the wind blows og Why linger you trembling in your shell. Koncertens titel spiller på modsætningen i, at en superhelt overhovedet kan bæve, for vi er vant til at tænke på Superman & co. som uovervindelige og stærke.

Ensemblet vil spille på utraditionelle ”instrumenter”: legetøj, bordtennisbolde og elektronik.
Det bliver en legende og kreativ koncert og en oplevelse for hele familien af, hvor megen musik og lyd man kan få ud af alle mulige ting omkring os. Solist er pianisten Tanja Zapolski.

Efter koncerten bliver der en kortere workshop, hvor de børn, der har været til koncerten, får lov til at møde musikerne og prøve ”instrumenterne”. Koncerten foregår i Musikhuset Esbjerg kl. 14.00.