Hvad Harald så - Hva’ så Harald?
Solen skinnede. Det var festival og sommer. Og vejret igen helt fantastisk. Jeg sad på Musicon på en bænk med forhenværende borgmester Poul Lindor og havde netop været inde på rockmuseet og i hallen hvor den nye Festival Højskole skulle ligge, for at høre og se på alt det nye de to institutioner og attraktioner vil bære med sig inden for de næste par år, når de åbner.
Snakken gik, solen glimtede i guldpyramiderne mens utrættelige festivalgæster gik deres sædvanlige vandingsrute fra byen og til pladsen. Alt var som det altid er - og som vi elsker at kigge på det hvert år.
Vi talte som sagt, om alt det nye der skulle ske med den nye blomstrende bydel og Rockmuseet og Højskolen, som begge skulle være til gavn for alle - fra naboerne i Stenkrogen på Køgevej til skoleklassen i Lejre. Et nyt sted som ku' løfte byen og oplandet, et sted der ku' tiltrække virksomheder, nye tilflyttere, masser af turister og skabe mere omsætning for handelen – ja, alt sammen det som oplevelser kan føre til i det såkaldte oplevelsesøkonomiske samfund, vi har i dag.
Og så var det snakken faldt på den gamle Roskilde Højskole i Himmelev, der blev grundlagt som arbejderhøjskole af en mand ved navn Harald Jensen i 1931. Harald var i 1900-tallet foregangsmand for arbejderbevægelsens oplysnings- og uddannelsesvirksomhed. Han var blandt andet formand for socialdemokratisk ungdomsforbund, AOF's (Arbejdernes Oplysningsforbund) første leder, medlem af Folketinget og altså også primus motor i oprettelsen af Roskilde Højskole. Han var også min oldefar.
Rugestedet Roskilde
Da den historie blev opfrisket for mig, slog det mig pludselig, midt i heden, at det nu alligevel var lidt pudsigt, at min oldefar havde set Roskilde som et godt rugested for folkeoplysning og dannelse. Og havde skabt noget til gavn for folket lige netop i Roskilde by! Og at det så præcis er samme sted jeg selv er med til at skabe noget til det fundament, som Roskilde består af og kan vokse videre ud fra; det var nu alligevel mærkeligt, sjovt eller hvordan man nu skal beskrive det. Var der ligheder fra dengang? Og øjnede han, ham Harald, ligesom jeg, den urkraft som området besidder og emmer af; noget udefinerbart som bare er der; men som andre mærker når de kommer hertil og møder vores institutioner, frivillige og engagerede borgere.
At tilfældet ville vi begge endte her – og bidrog til at gøre området endnu bedre at bo og leve i, vil jeg gerne være stolt af, men mest af alt på byens vegne. Harald så noget. I byen. I menneskene.
Autentiske Roskilde
Det udefinerbare, tænkte jeg videre, lå måske i det fantastiske samspil mellem det historiske og det nutidige. Mellem kulturlivet, aktørerne og byen i øvrigt. Et godt eksempel er netop da byen i sin tid ville byde ind på opgaven med at huse rockmuseet. Her blev det helt store set-up sat i værk på Gimle, hvor en velkomst-komité bestående af daværende borgmester Bjørn Dahl, biskoppen, museerne, handelen, uddannelsesinstitutionerne og mange andre tog imod kortegen af dommere, som fik skænket kaffe af ægte Fjordvilla-stel (Roskildes gamle spillested fra 60-70'erne) blev hentet af festivalen i bandbus på stationen iført backstagepas og hele pivtøjet.
Det viste så smukt, at Roskilde bygger på værdier og kulturarv, der går langt tilbage i byens historie med fine grene op til i dag. Det viste autenticitet og engagement som ikke kan købes for penge. For man kan ikke købe sig til noget man ikke er.
I min tankeflugt er jeg nu igen tilbage til Poul og Musicon. Vi sidder stille og ser den farverige strøm af festivalgæster sive forbi – med fornemmelsen af, at det nok skal gå alt sammen og at alt sammen også er her om mange år endnu. Nu hører vi dagens første band gå på Orange Scene: Hva' så Haraaaalldd…!
Rødt citat
“Da den historie blev opfrisket for mig, slog det mig pludselig, midt i heden, at det nu alligevel var lidt pudsigt, at min oldefar havde set Roskilde som et godt rugested for folkeoplysning og dannelse.”