Fortsæt til indhold

Byggegrunde blev revet væk

Arkiv
Af Jacob Hove

På blot seks timer blev otte nyudbudte byggegrunde på Grantoften på Grundet reserveret. Det fortæller Home i Vejle, der også oplyser, at alle grundene blev solgt til udbudspris.
Når grundene på Grantoften er så populære, som de er, så skyldes det ifølge Jesper Frendrup Guldmann, daglig leder hos Home Vejle, beliggenheden:
"Køberne i dag vil ikke bare have et fladt stykke jord at bygge på, de vil have en velgennemtænkt udstykning med et grønt fingeraftryk. Grantoften er yderst velbeliggende og giver en enestående mulighed for at komme til at bygge tæt på skoven, omgivet af grønne arealer i området."
Ifølge Jesper Frendrup Guldmann er køberne til de første otte grunde børnefamilier.
Generelt har der ifølge Home været en sund udvikling af grundsalget i Vejle de seneste ni måneder blandt andet med et godt salg af byggegrunde i både Bredballe (Tirsbæk Bakker), Grejs og Skibet. Der er i alt 17 byggegrunde på Grantoften i Grundet, og de varierer fra 800 m² til 1.029 m². Priserne ligger på mellem 875.000 kroner og 1.249.000 kroner inkl. tilslutningsomkostninger. Der er ikke byggepligt på grundene, der vil være byggemodnet fra 1. september 2015, hvor de tidligst kan overtages.