Polske Marta Kocon ny dirigent for Køge Kor
Det 91-årige klassiske Køge Kor er også åbent for nye sangere - ikke mindst tenor og bassangere er meget velkomne.
I første omgang skal Køge Kor og den nye dirigent lige lære hinanden at kende gennem lettere stykker klassisk musik. For Køge Kors 36 sangere fastholder traditionen ud i det klassiske repertoire. Men på længere sigt kunne det være spændende at synge den japanske komponist Kentaro Satos ”Te Deum” eller ”Requiem” af Cherubini, siger Marta Kocon.
- På Køge Musikskole underviser jeg i bratsch og i violin, kammermusikgrupper og dirigerer junior strygerorkester. Og så har jeg også spillet som bratschist i flere landsorkestre, fortæller hun.
Aktuelt er Marta Kocon dirigent for Hørsholms Musikskolens Kammerorkester, Juniororkester ved Køge Musikskole, Farum Koret og nu altså også det over 91 årige Køge Kor.
Marta Kocon har stor erfaring som dirigent for flere orkestre og kor i Danmark og Polen. Hendes repertoire repræsenter mange stilarter og perioder inden for orkester og kormusik.
Køge Kor tager selvfølgelig med kyshånd imod nye sangere, ikke mindst tenor og bassangere. De første to-tre gange er gratis.
- Skal man kunne synge, og bliver man arresteret, hvis man synger falsk?, er spørgsmål på korets hjemmeside.
- Langt de fleste kan synge, og dirigenten laver en kort prøve med dig lige før øveaftenen begynder. Og nej, man bliver ikke arresteret, hvis man synger falsk, men Køge Kor har sunget i Køge Arrest, er de slagfærdige svar.
En gang om året, eller hvert andet, har koret haft tradition for at opføre et af de klassiske værker, blandt andet Händels Messias, Vivaldis Gloria og Faurés Requiem Messe. Men der synges også danske og udenlandske sange.
Koret øver hver onsdag aften i Ølby Kirke mellem klokken 19.00 og 21.30.