Christianiamoden hitter på Bregnbjerglunden
Populær gave fra Lionsklubben giver frisk luft og humør til de ældre
Både glæden ved at give og glæden ved at tage imod, var tydelig da Lions klubben i Vojens forleden gav den som tidlig julemand på plejehjemmet Bregnbjerglunden i byen.
Løveklubben havde besluttet at hele overskuddet ved årets pinsearrangement på Tørning Mølle skulle gå til en såkaldt “Christianiacykel” til plejehjemmet.
Det er en cykel, der i bedste cykeltaxa-stil kan befordre to personer, imens en tredje må tage sig af pedalarbejdet.
Misse og Marius
To af Bregnbjerglundens beboere, Misse Jensen og Marius Ravn, lod sig gerne fotografere på ladet af den nye cykel, forventningsfulde, da gaven kan give nogle dejlige turen rundt i lokalområdet.
Også Lionsformand Bjarne Beck havde det brede smil på. Han synes at de 38.000 kroner, som cyklen har kostet, er hver en krone værd.
Centerleder på Bregnbjerglunden, Lone V. Jørgensen tog imod den fine gave. Centeret råder i forvejen over en lignende cykel, så nu kan flere på samme tid komme ud i den friske luft, når vejret tillader det.