Fortsæt til indhold

Haderslev havn nomineret til flot pris

Byggeriet på havnen i Haderslev er blevet nomineret til at modtage “Byplanprisen 2015”. Vinderen afsløres den 1. oktober

Arkiv
Peter Rasmussen

Dansk Byplanlaboratorium offentliggjorde forleden de tre nominerede til Byplanprisen 2015. Blandt de nominerede er Haderslev Kommune med omdannelsen af Haderslev Havn, der er gået fra at være en stille erhvervshavn til at være et område for alle med liv og aktivitet.
I starten af 00'erne gjorde byrådet i Haderslev op med tanken om, at Haderslev Havn havde en fremtid som erhvervshavn. Den lange, smalle fjord gjorde, at indsejlingen ikke var optimal for store skibe, og man begyndte derfor at kigge på andre muligheder for fremtidens Haderslev Havn.
Gennem en masterplan for Haderslev Havn, der blev vedtaget i 2004, er havnen gennem 10 år blevet omdannet til en bydel med liv og aktivitet for alle på trods af, at store dele af perioden har været præget af økonomisk krise.
“Ingen i Haderslev Kommune er i tvvl om, at omdannelsen af Haderslev Havn er en succes, men med nomineringen til denne pris ser vi, at man også uden for kommunegrænsen har fået øje på, at der sker noget helt specielt i Haderslev,” siger borgmester H. P. Geil.
Haderslev Havn favner i dag almene boliger i Søslangen, andelsboliger for seniorer, ejerboliger både yderst og inderst i havnen, arbejdspladser som fx Udbetaling Danmark, Skatteankestyrelsen og private virksomheder samt uddannelsesmuligheder på VUC Syd. Alt sammen skabt i smuk sammenhæng med det helt unikke Streetdome, der også skaber international opmærksomhed på stedet og kommunen.

Blanding giver liv

Netop kombinationen af offentlige bygninger, uddannelse, kultur og beboelse giver havnen liv på alle tider af døgnet, hvilket kan opleves ved en tur på havnepromenaden fra Ridehuset til stranden ved Fjordbyen.
“Vi kan være stolte af, at andre også kan se, at resultatet på Haderslev Havn er blevet rigtig godt. Den succes bygger vi nu videre på, når vi starter et projekt om byudvikling og klimatilpasning på Jomfrustien op. Havnen og Streetdome trækker en masse besøgende til Haderslev, og dem vil gerne trække videre op i midtbyen. Derfor skal den bindes bedre og mere aktivt og indbydende sammen med havnen samtidig med, at vi sammen med forsyningsselskabet Provas skal løse de klimaudfordringer, der er i området,” siger H. P. Geil.
Byplanprisen er en pris, der er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening. Dansk Byplanlaboratorium er en uafhængig fond, der blev stiftet for snart 100 år siden, der har til formål at sætte byplanlægning på dagsordnen og sikre kvalificeret debat og faglig udvikling inden for faget.

En helstøbt plan

Dansk Byplanlaboratorium skriver om nomineringen:
”Kommunen nomineres for den helstøbte plan og evnen til at holde sigtet og visionen klar i en krisetid. Eksemplet viser os, hvor vigtigt det er at arbejde på tværs af forvaltningerne. Der er skabt en havn med blandet anvendelse, med plads til alle og med stor attraktionskraft – ikke mindst for de unge. I en tid hvor mange provinsbyer slås med manglende byliv og stadig ældre indbyggere, er det et eksempel, der er værd at studere.”
Udover Haderslev Kommune er Køge Kommune nomineret med projektet Køge Kyst og Hjørring Kommune er nomineret for deres plan- og udviklingsstrategi. Vinderen afsløres på Byplanmødet den 1. oktober.