Har du hørt at...
...De lokale billister støtter op om Sønderris Sportsklub, når de tanker med deres OK Benzinkort, og derfor har klubben nu fået overrakt en sponsorcheck på 10.877 kr. fra energiselskabet OK og den lokale Fakta.
...Esbjerg Elite Ishockey A/S har indgået en hovedsponsoraftale med Det Faglige Hus? Det Faglige Hus har indgået en etårig hovedsponsoraftale og indtræder dermed på linje med Granly Gruppen, der i juni forlængede sit sponsorat.
...Restaurant Dronning Louise igen i år er med i opløbet om den prestigefyldte CSR People Prize? Det er især restaurantens langvarige indsats for at få samfundets mest udsatte grupper ind på arbejdsmarkedet, der høster anerkendelse.
...Else Espersen og Grethe Gadegaard Hansen fra de. 1. oktober til den 30. november udstiller deres malerier i Cafe Patricia? De to er i øvrigt søskende.
...Ribe Biblioteks første bogcafé dette efterår har fokus på håndarbejdsbøger primært strikkebøger? Cafeen finder sted torsdag den 1. oktober kl. 19.00 og alle er velkomne.
...Værker lånt fra Faaborg Museum er omdrejningspunktet, når Ribe Kunstmuseum fredag den 2. oktober kl. 16.00 inviterer til åbning af en ny udstilling med titlen "Til låns"?
...Sydvestjysk Sygehus' nye legeplads indvies tirsdag formiddag? Legepladsen får hjemme i sygehusets atriumgård og indvies blandt andet ved en tale af regionsrådsformand, Stephanie Lose.
...Femern-forbindelsen vil promovere sig selv under Kulturnatten i Esbjerg? Det vil ske på Torvet med en kæmpe tunnelhoppeborg for børn i alle aldre. Besøget er et stop på en informationsturné, der rejser rundt i Danmark. Der kan hoppes fra kl. 15.00 til 21.00.