Fortsæt til indhold

Roskilde er turismeby nr. 1

Turisterne har kastet 330 millioner kroner mere af sig fra 2012 til 2013

Arkiv
Af Agnete Vestergaard-Kristensen

Domkirken, Vikingeskibene, fjorden og handelslivet er bare få af de elementer, der lokker stimevis af turister til Roskilde.

Turister griber i lommen

Nye tal fra VisitDenmarks rapport Turismens økonomiske betydning i Danmark, der opgør turismens omsætning i Danmark, lægger Roskilde på en klar 1. plads over kommuner i Region Sjælland med størst omsætning genereret af turister. Hele 1.447 millioner kroner har turisme genereret i Roskilde i 2013. Det er tal, der dækker over transport, lokal overnatning, mad og drikke. Men også besøgstallene ved de lokale attraktioner er støt stigende. 40 procent af turisterne, der gæster Roskilde er udenlandske, mens de resterende 60 procent er danskere. Og det går ikke stille for sig. De største attraktioner melder alle om en markant stigning i besøgstal. Domkirken alene forventes besøgt af 130.000 i 2015, mens Vikingeskibsmuseet forventer knap 112.000 gæster og Roskilde Museum 35.000. Når Danmarks Rockmuseum for alvor slår dørene op, satser Roskilde Kommune på endnu en turist-gevinst. Her anslår man, at 50.000 årligt vil lægge vejen forbi.