Værdi af stjålne PH-lamper bliver ved at stige
Flere værdifulde genstande er fundet på Harteværket efter tyveri. Der er dog ikke mere at komme efter, lyder det fra bestyrelsen
Da det i sidste uge blev konstateret, at der fra Harteværket var blevet stjålet et større antal industrielle lamper, var der ingen, der rigtig havde nogen anelse om, at de overhovedet var voldsomt meget værd. Hurtigt blev det dog anslået, at lamperne havde en værdi på cirka 5500 kroner stykket. Ikke længe efter lød vurderingen næsten på det tredobbelte, da lampeproducenten Louis Poulsen vurderede dem til 15.000 kroner. Her stopper værdien af lamperne imidlertid ikke.
“Auktionshuset Bruun Rasmussen har også vurderet lamperne, og de mener, at de er betydeligt mere end 15.000 kroner værd. Det må jo være nogen med godt kendskab til værdien i gamle lamper, der har stjålet dem, for det var først, da de var væk, at vi fandt ud af, de var så meget værd. De hang jo også syv-otte meter oppe og tæt ved højspændingsledninger. De kunne være blevet slået ihjel, så det er sikkert også nogen med elektrisk snilde, der har været i gang,” mener næstformand i Fonden Harteværket Carl C. Poulsen.
Tab af kulturarv
Ikke overraskende er det da også politiets opfattelse af tyveriet. Gerningsmændene er kommet ind via et stillads, der er opsat i forbindelse med Harteværkets omdannelse til oplevelsescenter, hvorefter lamperne er stjålet fra et sted, som publikum normalt ikke har adgang til.
“Det kan selvfølgelig være et lykketræf for tyvene, men vi hælder nu mest til, at de har vidst præcis, hvad de er gået efter. Vi har desværre ikke fundet flere spor at gå efter endnu,” fortæller funktionsleder i efterforskningen hos Sydøstjyllands Politi Henrik Lystrup, som dog ikke vil løfte sløret for, hvordan efterforskningen gribes an.
Auktionshuse er imidlertid blevet adviseret om, at de skal holde godt øje med, om nogen forsøger at sælge industrielle lamper til dem.
På Harteværket er der selvsagt irritation over tabet af de dyre lamper. Særligt forud for åbningen af oplevelsescenteret til næste år.
“Det er virkelig ærgerligt, for det er jo en kulturarv, som vi gerne vil bevare og vise frem. Der har aldrig været tyverisikring på Harteværket, men det kommer der nu,” siger næstformand Carl C. Poulsen, der fortæller, at efter lampetyveriet er hele værket gennemgået for yderligere meget værdifulde genstande.
Gemt et sikkert sted
“Vi har fundet en del genstande, som formentlig er af høj værdi. Dem har vi nu fjernet og gemt et sikkert sted, og det er altså ikke på Harteværket, så der er ikke mere at komme efter,” fastslår Carl C. Poulsen.
De stjålne lamper er formentlig fremstillet specielt til Harteværket.