Fortsæt til indhold

Dyr rundkørsel forsinker trygge skoleveje

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde Kommune er ved at lave byens sorte pletter på trafikkortet til trygge steder at færdes. Nu viser det sig dog, at der er sat for få penge af til formålet, derfor bliver nogle af projekterne udskudt. Den helt store pengesluger er rundkørslen ved Fælledvej/Møllehusvej og Helligkorsvej. Forvaltningen havde regnet med, at den ville koste omkring 1,3 millioner at få gjort sikker. I stedet kommer det til at koste lidt over 2,44 millioner kroner. Rundkørslen bliver brugt af mange skoleelever, og det er da også typisk cyklister, der kommer til skade på stedet. Desuden er trafikken i rundkørslen stærkt stigende på grund af lukningen af Sankt Jørgensbjerg. I denne måned går ombygningen af rundkørslen i gang. Forvaltningen regner med, at den er færdig i slutningen af november. Midterøen bliver hævet, mens området man kan køre på bliver smallere, så bilisterne er nødt til at køre langsommere.

Udsættes

De steder, der bliver udsat er krydset Jernbanegade/Ringstedgade/Borgediget, bump ved Vindinge Skole, gennemført fortorv og cykelsti ved Københavnsvej/Vinkelvej. Dynamiske skoleskilte ved to skoler og skolepatruljeblink ved en skole. Forvaltningen foreslår, at stederne bliver gjort sikre i 2016. I alt skulle 11 steder gøres sikre. Seks projekter er blevet til virkelighed eller sat i gang i løbet af i år. Flere af stederne har endda været billigere end planlagt, hvilket er med til at finansiere den dyre rundkørsel. ag@roskildeavis.dk