Fortsæt til indhold

Byggeboom giver ventetid hos kommunen

Køge Kommune er i vækst. Bagsiden af medaljen er, at kommunen får så mange byggesager, at det er svært at følge med. Et positivt problem, som er ved at blive løst, siger udvalgsformand.

Arkiv
Arkiv

Køge oplever et sandt byggeboom i øjeblikket. Det er nu, de mange nye byggerier i Søndre Havn, Køge Nord, Campus Køge og området omkring Køge Station begynder at skyde frem, og byggelysten har også bredt sig til Køge-borgerne.
Det kan mærkes i Køge Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Her er antallet af byggesager steget så meget, at forvaltningen har svært ved at følge med. For borgere og virksomheder betyder det ekstra ventetid på at få byggetilladelse til den nye carport eller tilbygning. Det bliver der taget hånd om nu, så Kommunen fra årsskiftet kan overholde sine servicemål for behandling af byggesager.
Køge Kommune har som mål, at ukomplicerede byggesager skal behandles færdigt på fire uger. I øjeblikket går der længere tid, fordi antallet af byggesager er vokset over al forventning. I første halvår af 2015 sendte borgere og virksomheder 1.189 byggeansøgninger ind til Køge Kommune, mens tallet for første halvår i 2013 kun var 808 byggesager. Antallet af byggesager er altså steget med 49 % i første halvdel af 2015 i forhold til samme tidsrum for to år siden.
- Køge er et af de mest dynamiske områder i landet. Vækst er godt og absolut nødvendigt for vores kommune. Bagsiden af medaljen er, at kommunens sagsbehandlere har svært ved at følge med. Forvaltningen er opmærksom på problemet, og er ved at løse det, forklarer formanden for Byrådets Teknik- og Miljøudvalg, Mette Jorsø.
Tempoet er sat op
Faktisk har sagsbehandlerne i byggesagsafdelingen allerede sat tempoet op. Der er blandt andet indført nye arbejdsgange, som gør, at byggesagerne bliver behandlet mere effektivt. Det kan desværre bare ikke mærkes i sidste ende hos borgere og virksomheder, fordi antallet af byggesager samtidig vokser så meget, siger Mette Jorsø:
- I bund og grund er ventetiden på byggesagerne et positivt problem, selvom det selvfølgelig ikke opleves sådan for den, der venter på byggetilladelsen. Køge er en vækstkommune, og der bygges simpelthen på livet løs i alle hjørner af kommunen. Men når det er sagt, så skal ventetiden på byggesagerne ned, og det kommer den også. Borgere og virksomheder skal have en hurtig og smidig service, når de søger byggetilladelse i Køge Kommune.
Teknik- og Miljøforvaltningen er blandt andet begyndt at grovsortere byggesager så snart, de modtages. Forvaltningen vurderer, hvor kompleks sagen er og dermed, om sagen kan behandles hurtigt, eller om den vil kræve en ekstra indsats. Hvis der mangler dokumenter, får borgeren eller virksomheden besked med det samme, så det ikke forsinker sagsbehandlingen undervejs. Det giver en bedre forventningsafstemning med ansøgeren og giver mere effektiv sagsbehandling hos forvaltningen.