Roskilde Kongres- og Idrætscenter bliver en sindssyg sjov opgave
Roskilde Kommune overtager Roskilde Kongres- og Idrætscenter fra oktober med ny direktør ved roret.
Den nye direktør for Roskilde Kongres- og Idrætscenter, René la Cour Sell, er valgt af en enig bestyrelse med repræsentanter fra både erhvervslivet, idrætsunionen, medarbejderne og byrådet blandt 44 ansøgere. Mandag blev han introduceret for medarbejderne.
God udfordring
René la Cour Sell, der tidligere har stået i spidsen for Danmarks Naturfredningsforening og Rådet for Sikker Trafik, ser frem til arbejdet med Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.
- Jeg synes, det er en sindssyg sjov opgave! Det er virkelig dygtige mennesker, jeg skal arbejde sammen med. Det er i den grad et hus, hvor der sker noget, og jeg har en ambition om, at vi skal kunne tiltrække endnu flere events og blive et endnu stærkere samlingspunkt, siger den kommende direktør, der ser frem til at arbejde med ledelse, partnerskaber og markedsføring på en helt ny måde. Han fortsætter:
- Det er et sted, der har spillet en stor rolle gennem tiden, og det skal det blive ved med fremover. Jeg har stor respekt for de mange gode kræfter, som er involverede, og jeg er sikker på, at vi sammen kan rykke på mange fronter, siger René la Cour Sell.
Nye kræfter
Virksomheden går ind i en ny fase, nu hvor Roskilde Kommune kommer til at stå som eneejer. Når René la Cour Sell tiltræder, overgår den tidligere direktør Dan Hacke til rollen som rådgiver for Roskilde Kommune. Han har i årevis har gjort en utrættelig indsats for “Roskilde-Hallerne” sammen med den mangeårige bestyrelsesformand Carsten Wickmann, der døde tidligere i år. Ifølge kommende bestyrelsesformand i Roskilde Kongrescenter Lars Lindskov, har de sammen haft en afgørende rolle for udviklingen af virksomheden frem mod succes.
Fortsat fremgang
Det bliver nogle store sko at fylde, men medarbejderne er meget positive og glæder sig til at høre mere til den kommende direktørs visioner for stedet.
- Jeg ser meget frem til samarbejdet med René, siger Lars Lindskov.
- Jeg er sikker på, at han med sin fantastisk brede og succesrige baggrund i krydsfeltet mellem interesseorganisationer, private virksomheder og offentlig sektor kan tilføre både kongrescentret og hele Roskilde Kommune lige præcis dét, der skal til for at fortsætte den succes, som Dan Hacke med sin afgang overdrager til os alle sammen,” siger han.
René la Cour Sell er oprindeligt uddannet Cand.scient.soc fra RUC og har siden videreuddannet sig inden ledelse og psykoterapi. Bor med hustru og børn i Jystrup.