Vi hjælper lokalt
Foto: Erling J. Pedersen I Jyllingecentret ligger to store Røde Kors-butikker klods op af hinanden. I den ene finder man sjove eller brugbare ting og sager til hjemmet, mens tøj og sko venter på nye ejere i den anden. Indenfor byder Lis Jensen, Britta Bardrum og Irene Lerche på kaffe. De er alle glade for, at netop denne butik gør en forskel i lokal-området. Netop Jyllinge har i de seneste år været hårdt ramt. Mange beboere har haft brug for en hjælpende hånd på grund af stormen Bodil, der gjorde flere hjemløse. Da det så værst ud, var folk fra Røde Kors med regelmæssige mellemrum på besøg i Jyllinge Nordmark for at bringe trøstende ord til ofrene for stormen. Røde Kors sørgede også for, at beboerne igen fik møbler at sidde i og tøj at have på ved at samle ind til de mange, der havde mistet alt, hvad de ejede. Mange børn var kede af det, efter den grimme oplevelse, hvor de var nødt til at bo i containere eller langt fra deres hjem, fortæller de tre. Som trøst fik 35 familier en tur til Lalandia, mens andre fik et gavekort, så de kunne få lidt sjov i tilværelsen igen.
Hygge og kreativitet
Alle tre damer er enige om, at det gør godt at give en hånd til at godt formål. Men de nyder også det hyggelige selskab fra kunder og andre frivillige i butikken. Lis Jensen har arbejdet i butikken, der først lå et andet sted i centret, i 20 år. Hun er kvinden bag butikkens flotte ruder, der ofte får meget ros, fordi de er pyntet så fint, fortæller de to andre kvinder. Britta Bardrum har været butiksleder på stedet i fire år, og så er hun en ivrig nørkler. Mens Irene Lerche blev opfordret til at søge stillingen som aktivitetsleder for fem år siden - Og sagde ja tak.
Mange folk og sække
Foruden alle hjælperne i butikken, har Røde Kors også et par stærke mænd til at tømme de mange containere, hvor folk putter tøj i til det gode formål. - Hver uge får vi op mod 100 sække med godt tøj i, som skal sorteres, forklarer Lis Jensen og peger på de fyldte bøjler, der hænger over det brede sorteringsbord i baglokalet. Hvis man har lyst til at være frivillig i Røde Kors i Jyllinge kan man komme forbi til en snak. Røde Kors går på gaden for at samle ind søndag 4. oktober, hvor man kan melde sig til at gå rundt med bøsserne. Nyt projekt Omsorgscentrets Venner er nyt projekt i 2015. Det foregår om torsdagen Kl. 15 på Omsorgscentret i Ågerup. Her møder frivillige fra Røde Kors frem i fællesrummet, drikker kaffe med beboerne og taler med dem, synger, går tur eller hvad der falder sig for. ag@roskildeavis.dk