HB Køge ydmyget af oprykkere
HB Køge tabte 4-0 hjemme mod Helsingør i weekenden og skal forsøge at genoprette lidt af æren i midtugens pokalkamp mod Horsens.
HB Køge fik spoleret sin fine hjemmebanestatistik, da weekendens opgør mod oprykkerne FC Helsingør resulterede i et 4-0 nederlag efter det, der må karakteriseres som en kollektiv offday.
Inden kampen var HB Køge ubesejrede på hjemmebane i denne sæson, men det blev der altså ændret på med det overraskende nederlag, som betyder, at HB Køge nu er tættere på bunden af 1. division end på topplaceringerne.
1202 tilskuere overværende ydmygelsen, hvor HB Køge aldrig rigtig fik spillet til at fungere - det gjorde til gengæld gæsterne, der i øvrigt havde de to tidligere HB Køge-spillere, Mads Laudrup og Philip Zinckernagel, med på holdet. Sidstnævnte scorede også et af målene i opgøret.
Allerede onsdag i denne uge får HB Køge en mulighed for at genoprette noget af æren, for her er det nemlig tid til næste runde i pokalturneringen. HB Køge møder AC Horsens hjemmei Herfølge, og her har man revanche til gode for det 0-3 nederlag man fik i Horsens for en god uges tid siden. Der er gratis adgang til kampen.
Også Rishøj tabte i øvrigt i weekenden, da det blev til 0-1 ude mod B1909. Det var Rishøjs sjette nederlag i syv kampe i Danmarksserien efter sommerferien, og holdet er sidst i rækken. Rishøj er også stadig med i pokalturneringen - her møder man Brønshøj på hjemmebane tirsdag aften.