Fortsæt til indhold

Prøver at få stort forlig

Alle partierne stadig med i forhandlingerne om Roskildes budget for 2016

Arkiv
Af Torben Kristensen

Da forhandlingerne om Roskilde budget for 2016 blev genoptaget mandag morgen på rådhuset, var alle byrådets partier stadig med og prøver fortsat at nå et stort forlig om kommunens økonomi for næste år. Efter mere end 12 timers forhandlinger fra søndag morgen er der nu et udkast til, hvordan indtægter og udgifter skal skrues sammen i drifts-budgettet. Men partierne vil ikke sige endelig ja til det, før de også er blevet enige om anlægs-budgettet og dermed kender det samlede resultat.

Bed sig fast

På forhånd var det ellers ventet, at det flertal, der siden sidste valg har været med i budgettet, ville fortsætte. Det bestod af S-SF-R-K og El, mens V og DF har ført en til tider ganske hård oppositions-politik. Eksempelvis når Annie Larsen (V) og Merete Dea Larsen (DF) har rettet meget hårde og personlige angreb mod borgmester Joy Mogensen for at være inhabil i forbindelse med kommunens samarbejde med Erhvervsforum, hvor hendes samlever Jens Müller er direktør. Venstre og Dansk Folkeparti har desuden kritiseret flertallets strategi med store investeringer i en række anlægs-projekter, der skal skabe økonomisk udvikling i Roskilde - og dermed også give kommunen større indtægter til at give en service overfor borgerne. De to partier mener, at borgmesteren og flertallet bruger for mange penge og tømmer kommunens kasse, så Roskilde risikerer atter at komme i økonomiske vanskeligheder. Men under søndagens forhandlinger bed både V og DF sig godt fast, så de ikke på ny kan anklages for passiv parade-politik. Derfor kan det nu både ende med et stort forlig - eller et brud mellem flertallet og mindretallet som i de seneste år.

<B>Borgmester Joy Mogensen</B> (S) turde ikke rigtig udtale sig om mulighederne for et stort forlig, før forhandlingerne startede igen mandag formiddag: - Jeg kan konstatere, at alle partierne stadig er med i forhandlingerne og har vist vilje til at nærme sig hinanden. Nu må vi se, om det holder hele vejen. (Foto: Erling J.)
<B>Henrik Stougaard</B>, Enhedslistens veteran i byrådet, var langt fra tilfreds med det foreløbige resultat: - Vi kan ikke leve med, at forældrene skal betale 6 millioner kroner mere for deres børn i daginstitutionerne, mens erhvervslivet samtidig får foræret mange penge i form af støtte og lavere afgifter. Skolerne bliver heller ikke tilgodeset nok. (Foto: Erling J.)
<B>Birgit Pedersen</B> (SF) var stadig usikker på, hvor forhandlingerne ville ende: - Vi er med på et forlig, hvis børneområdet og skolerne bliver ordentlig behandlet, og foreløbig er der givet over 11 millioner ekstra til det. Derfor tror jeg på, at vi når et fornuftigt resultat.