Fortsæt til indhold

8.000 beboere inviteret til indvielse

Vinding Idrætscenter er blevet renoveret. Indvies på lørdag

Arkiv
Arkiv

Den er 35 år gammel, og nu har hallen i Vinding fået et ansigtsløft. Vinding Idræts Center blev for tre år siden selvstyrende, og siden har bestyrelsen og mange frivillige arbejdet intenst på at forvandle den gamle hal til et moderne idrætscenter.
I sidste uge blev de sidste vinduer og døre malet og et nyt skilt på 7,5 meter monteret ovenover hovedindgangen for at markere et foreløbigt punktum for den store forvandlingsproces. DG skilte og tømrerfirmaet Per Vaaben har sponsoreret det store skilt. Café og køkken er blevet nyindrettet. Hal, halinventar og omklædningsrum er nyrenoveret og malet, og der er kommet ny belysning overalt.

To millioner

”Vi synes selv, det er blevet et flot resultat. Vi har bestræbt os på at skabe moderne faciliteter i lyse og venlige omgivelser, der giver Mølholm og Vindings beboere i alle aldre lyst til at besøge centeret og deltage i nogle af de mange forskellige aktiviteter, der foregår”, siger Vinding Idræts Centers formand, Peter Rasztar i en pressemeddelelse.
Der er investeret to millioner kroner i moderniseringen. Penge, som er tilvejebragt ved et stort bidrag fra Vinding Sports Forening og VSFs Støtteforening og ved private og virksomhedssponsorater. Derudover er optaget et lån garanteret af Vejle Kommune.
”Det er imponerende, hvad folkene bag Vinding Idræts Center har formået at få gennemført på så kort tid og med en forholdsvis lille investering. Det viser, at modellen med selvstyrende haller er den rigtige. Det, at man selv er ansvarlig for at gennemføre sine drømme, giver en motivation og et drive, som vi i kommunen ikke kan konkurrere med. Stort tillykke til Vinding Idræts Center,” siger formanden for kultur- og idrætsudvalget, Dan Arnløv Jørgensen.
Vinding Idræts Center servicerer Vinding Sportsforenings 2.600 medlemmer og Vinding skoles 650 elever, der både dyrker idræt og samles i caféen i de store frikvarter. Centret har inviteret Vinding/Mølholms 8.000 beboere til indvielse den 3. oktober, hvor Dan Arnløv Jørgensen vil klippe snoren over.