Stor fokus på de frivillige
Frivillighuset var i sidste uge på besøg på nogle af kommunens biblioteker sammen med en masse forskellige foreninger
I anledningen af den Nationale Frivilligdag i fredags, var Frivillighuset og en masse andre frivillige foreninger på rundtur i kommunen. Blandt andet på Varde Bibliotek, hvor man kunne komme forbi og få et kig ind i hvad det indebærer at være frivillig og hvordan det er.
”Alle kan melde sig ind i en frivillig forening, men det er vigtigt, de finder den rigtige forening. Det er blandt andet det, jeg hjælper med i Frivillighuset,” fortæller Lisbeth Søgaard, som er leder af Frivillighuset i Varde.
I Frivillighuset kan man booke lokaler til de forskellige foreninger.
”Det er vigtigt at hjælpe de nye foreninger i gang, så derfor tilbyder Frivillighuset, at man kan booke lokaler til de forskellige arrangementer og møder," tilføjer hun.
Forskellige foreninger
Der var også mange andre foreninger med på biblioteket.
Der var blandt andet foreningen for Børns Voksenvenner, som både er for drenge og piger, der mangler en moder- eller faderrolle eller bare en ekstra voksen i livet. Det kan de så få ved en voksenven.
Desværre er det sådan, at foreningen mangler frivillige voksenvenner, for de har for lidt voksne i forhold til børn.
”En voksenven er en god mulighed for f. eks. en pige, som mangler en moderrolle i sit liv, så kan hun få en voksenven, som hun eventuelt kan bage med,” siger Jens Simonsen, der er i styregruppen for Børns Voksenvenner.
Aflastningstjenesten
På biblioteket var Ragnhild Kallestrup også at finde. Hun er koordinator for aflastningstjenesten i Varde Kommune.
Som koordinater holder hun overblikket over de 45 frivillige, der er aflaster mennesker. Man aflaster for eksempel pårørende for folk med en kronisk eller alvorlig sygdom.
Den helt nye forening "Frivillignet", som er en del af Dansk Flygtningehjælp, var også repræsenteret på Varde Bibliotek.
”Vi er en helt ny forening, der hjælper flygtninge med forskellige ting, såsom at vise dem hvor biblioteket er, eller hvor man kan handle ind,” fortæller Inger Bering, som har været med til at starte Frivillignet op i Varde.
Mange mennesker rammes af Parkinson, men der er ikke mange der ved, hvad det indebærer at have Parkinson. Derfor er der stiftet en forening for Parkinson ramte og pårørende.
I Parkinson Foreningen er der 50 medlemmer, hvor de mødes og snakker og deler deres erfaringer vedrørende sygdommen.