Fortsæt til indhold

En glad Joy

Arkiv
Arkiv

Borgmester Joy Mogensen (S) var både glad og stolt, da hun efter to dages forhandlinger mandag eftermiddag kunne meddele, at alle byrådets partier nu er med i aftalen om kommunens budget for næste år.
- Jeg kan ikke huske noget tilsvarende, og det lover godt for det fremtidige samarbejde, at alle var med på at nå en fælles løsning. Nu har vi overfor Roskildes borgere bevist, at det lokale demokrati fungerer, og vi godt kan finde ud af det, når vi vil.
- Jeg synes aftalen om næste års budget er god, fordi vi kommer rundt i alle dele af kommunens virksomhed og får gennemført en række fornuftige ting, der forhåbentlig er til gavn for borgerne.

Investering fortsætter

Den nye budget-aftale bygger videre på de sidste års forlig om økonomien og de øvrige beslutninger, som byrådets flertal har gennemført i de seneste år.
Dermed får borgmesteren og de øvrige partier bag disse beslutninger gennemført sit store investerings-program i en række projekter, der skal skabe udvikling, vækst og flere jobs i Roskilde, så kommunen også får øgede indtægter og råd til at opretholde sin forholdsvis gode service.
Det gælder lige fra det nye Stændertorv, til parkeringshuset på Sortebrødre Plads, kystsikring ved fjorden, et nyt kultur- og idrætscenter ved Kildegården samt flere almindelige boliger i centrum, så alle får mulighed for at bo her. Sammen med en omfattende skole-renovering løber det op i langt over en halv milliard kroner i de kommende år.
Til gengæld er der sparet op mod 50 millioner kroner i det almindelige anlægs-budget på opgaver, der godt kunne udskydes.
tk