Alle partier med i budget
Kludetæppe-forlig om Roskildes økonomi i 2016
Alle partierne i Roskilde Byråd kommer til at være med i kommunens budget for 2016, hvor indtægter og udgifter aftales for den store virksomhed med over 7.000 ansatte og en omsætning på godt 7 milliarder kroner. Efter mere end 18 times forhandlinger blev de mandag eftermiddag enige om en fælles forståelse omkring kommunens økonomi næste år. Der er ikke tale om et egentligt budget-forlig, hvor alle skal stemme for det hele og har veto-ret i alle sager. Derimod er det et såkaldt 'kludetæppe-forlig', hvor de enkelte partier kan komme med deres egne forslag på forskellige punkter, men må acceptere at blive stemt ned - og så alligevel støtter det samlede resultat til sidst. For borgmester Joy Mogensen (S) er det lidt af en politisk triumf på den måde at få hele byrådet med i et bredt samarbejde. Venstre og Dansk Folkeparti, der har været i benhård opposition siden valget i efteråret 2013, kan til gengæld sige, at de nu også har fået indflydelse for deres mange vælgere. Venstrefløjen fra SF og Enhedslisten vil argumentere for resultatet ved at henvsise til, at de har sikret betydelige forbedringer til daginstitutioner og skoler samt undgået for store lettelser til erhvervslivet - i forhold til det, der ellers var blevet resultatet. tk