Derfor gik El med
Når Enhedslisten i Roskilde Byråd valgte at gå med i aftalen om kommunens budget for 2016, skyldes det først og fremmest, at der til sidst i forhandlingerne kom 30 millioner ekstra til drift og service, ikke mindst i børneinstitutionerne og skolerne. Det mere end opvejer de 25 millioner, der på forhånd var lagt ind som besparelser gennem effektivisering og rationaliseringer.
Sådan forklarer veteranen Henrik Stougaard, efter at aftalen mellem alle partier var en realitet sidst på mandag eftermiddag.
Dernæst nævner han en opnormering i daginstitutionerne, så der bliver flere ansatte i ydertimerne, hvilket kan knibe i dag.
Skolerne får også penge til uddannelse af alle personalegrupper, så de bedre bliver i stand til at klare opgaverne i forbindelse med den nye folkeskolereform, og der afsættes særskilt to millioner til de mindre skoler, hvor det nu kan knibe med at nå det hele.
Beskæftigelsesområdet løftes med penge til en større indsats, mens sagsbehandlingen på det sociale område skal have flere ressourcer, så den ikke tager så lang tid.
INSP vil får forhøjet sit årlige tilskud, så institutionen i det gamle skoleslagteri får bedre mulighed for at få det til at løbe rundt.
Til sidst fremhæver Stougaard et punkt, han mener, der er særligt vigtigt:
- Alle partierne er enige om, at vi skal klare opgaven med de ekstra flygtninge, der kommer til Roskilde - uden at det skal ramme den almindelige service overfor indbyggerne på andre områder.
tk