Nyt psykiatri-historisk museum på vej
Middelfart Museum har netop fået 350.000 kroner fra Povl M. Assens Fond til et forprojekt, der skal ligge linjerne til et nyt psykiatrihistorisk museum i Teglgårdsparken 17.
I forbindelse med den forestående lukning af de psykiatriske afdelinger i Augustenborg og Hviding har museet overtaget en stor del af de psykiatrihistoriske samlinger fra Region Syddanmark. Det er derfor blevet aktuelt at få skabt helt nye udstillinger, hvor disse ting kan blive vist frem. Middelfart Kommune stiller fra foråret 2017 hele bygningen i Teglgårdsparken 17 til rådighed for det nye museum.
“Vi har fået samlingerne og de ydre rammer på plads og nu skal vi til at udvikle de nye udstillinger. Det skal vi bl.a. gøre ved at inddrage patienter, pårørende og medarbejdere så vi sikre at historien har relevans for nutidens psykiatri,” siger Maiken Nørup, museumsleder på Middelfart Museum.
“Det er meget relevant at skabe et nyt og større museum for psykiatriens historie. I dag skønner man at hver femte dansker på et tidspunkt i deres liv vil få en psykisk lidelse. Trods så mange har psykisk sygdom inde på livet er der stadig mange fordomme og tabuer forbundet med psykisk sygdom. Med afsæt i historien kan det nye museum blive en platform for viden og dialog omkring psykiatrien i dag,” siger Maiken Nørup.
Udover forskellige brugergrupper medvirker også udstillingsarkitekterne Anne Schnettler Kristensen og Søren Munch Mikkelsen i forprojektet. Forprojektet skal udmunde i et visualiseret udstillingsoplæg, der skal bruges til at søge fondsmidler til realisereingen af det nye museum.