Boliger i Dokken Towers får nedadvendt tommel
Politikerne mener ikke, at der skal bygges boliger på Esbjerg Havn
Tomlen er vendt ned, drømmen er brast.
Der skal ikke bygges boliger på Esbjerg Havn, hvis det står til Plan og Miljøudvalg, der i sidste uge tog stilling til Pedersen Gruppens plan om en hel ny bydel på Esbjerg Havn.
“Udvalgets principielle holdning er at holde boligområder og erhvervsområder adskilte for at forebygge miljøkonflikter. Der planlægges derfor ikke for boliger på Esbjerg Havn, som er kommunens nok vigtigste erhvervsområde. Der kan arbejdes videre med øvrige dele af helhedsplanen,” lød det fra udvalget efter dets møde.
Dermed kan Bjarne Pedersen se langt efter boliger i det meget markante element i Pedersen Gruppens helhedsplan for området, nemlig Dokken Towers. Højhusbyggeriet i op til 125 meters højde skulle rumme kontorer, hotel, restauranter, caféer, butikker og ikke mindst boliger, men selv om Plan og Miljøudvalget med egne ord finder helhedsplanen spændende og tilskynder Bjarne Pedersen Gruppen til at arbejde videre med de øvrige elementer af projektet, så sender de altså boliger ud i kulden.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bjarne Pedersen til Plan og Miljøudvalgets afgørelse.