Fortsæt til indhold

Old Irish Pub er klar til på fredag

Fredericias nye hygge- og party-pub slår dørene op den 2. oktober

Arkiv
Peter Friis Autzen

En hyggelig øl sammen med vennerne, en medrivende aften med fodbold på skærmen eller en festlig aften med dans i hele huset og måske endda i sofaen. Dét er Old Irish Pub, fortæller medindehaver Peder Blak.
Fredericias nye gå-i-byen-sted slår dørene op fredag den 2. oktober. Klokken 19 er der reception for venner og samarbejdspartnere. Og klokken 20 åbnes dørene for alle, der har lyst til at opleve stedet, der ligger i Gothersgade ved siden af Billunds Boghandel.
“Vi glæder os,” siger Peder Blak og bestyrer Stephan Glassau i kor og med hævet stemme for at overdøve støjen fra de mange håndværkere, der vrimler rundt i lokalerne, som langt fra er klar til åbning endnu.
“Vi når det. Det er helt sikkert,” siger Peder Blak.

Kom gerne hver dag

Stephan Glassau har foreløbig en medarbejderstab på omkring 20 på plads.
“Resten kommer til umiddelbart efter åbningen.”
Pubben har en bred målgruppe: Fra 18 år og op i 50'erne. Medarbejderstaben er ligeså bred.
Old Irish Pub er ifølge Peder Blak landets største kæde af det, han kalder party-pubs.
“Fredericia er vores pub nummer 14. Folk tager som regel rigtig i mod vores koncept, som er afslappet. Her er ingen dumpingpriser. Vi sælger ikke mad, og vi nørder ikke helt vildt med øllene. Her er ingen dresscode, og vi har en stemning som passer, uanset om man kommer her ofte til en fyraftensøl eller om man går i byen for at danse i sofaen. Vi har livemusik og dj på. Musikken fokuserer på 80'erne, 90'erne og nyere. Men ikke det helt nye og helt unge musik,” siger Peder Blak.
Kæden har store forventninger til Fredericia.
“Det er en god by, og der er vækst på vej. Derfor er det interessant for os at være her,” siger Peder Blak, som forventer også at tiltrække gæster fra blandt andet Middelfart.