Fortsæt til indhold

Spændende oplæg hos jobtimisterne

Synshandicappede Søren Holmgren er dobbelt guldmedaljetager ved para-OL og holdt forleden et inspirerende oplæg for en gruppe jobsøgende i Køge.

Arkiv
Arkiv

JOBSØGNING: - Jeg ser ingen begrænsninger, selv om jeg er blind, sagde Søren Holmgren i forbindelse med sit besøg i Køge Jobcenters første jobklub for jobsøgende, døbt Jobtimisterne.
Han fortalte, at han i en alder af 17 år fik konstateret, at han var blevet blind, så han kun kan se lys eller mørke, men hverken ansigter eller andre detaljer. På det tidspunkt besluttede han sig til at finde sine personlige styrker.
I dag har han sin egen virksomhed, itoi, og fortæller, hvordan han har brugt sine værktøjer fra elitesporten til at lave en succesfuld virksomhed, hvor han som ved dette formiddagsmøde inspirerer til forandring.
Søren Holmgren brugte sin egen historie til at fortælle de jobsøgende og en håndfuld elever fra Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård, hvordan man ændrer sin personlige indstilling til tilværelsen, og kommer ovenpå igen, selvom man har ligget fladt ned og tilværelsen har syntes umulig.
- Holdning og attitude skabes gennem ord og tanker. Vi skal fokusere på det positive i livet, og på denne måde kommer vi videre med livet, sagde han blandt andet.
Søren Holmgren præsenterede for eksempel scoreboard-tankegangen, hvor det gælder om at få pluspoint hele tiden, og hentede eksempler fra sin hverdag.
- Når jeg vågner om morgenen og ser på min hustru, står det 1-0, og når børnene kommer ind og siger god morgen er det 3-0. Hvis jeg kommer godt op i bussen, og ikke sætter mig på skødet af en fremmed dame, er der endnu flere point, og sådan går hele dagen, så min scoreboard tavle er altid fuld af pluspoint, fortalte han ved det inspirerende møde.