Hun skal huskes for sin indsats
Jeg tillader mig hermed at foreslå Kirsten Christiansen som 'Månedens Denser', fordi hun har fortjent det. 'Bag enhver mand står en kvinde', siger en gammel talemåde - nu om dage er det dog også omvendt. I dette tilfælde stod hun også bag sin mand, men har samtidig selv været meget engageret og haft gang i egne aktiviteter. Kirsten var Roskildes førstedame gennem 15 år ind til borgmester Henrik Christiansens alt for tidlige død i november år 2000. Gennem næsten 30 år var hun formand for Børnenes Kontor i Roskilde og brugte utallige timer på at hjælpe familier, der har det svært. Enten de nu havde brug for en hjælpende hånd til jul, konfirmationer eller andet. Nu har hun overladt posten som formand for Børnenes Kontor til den tidligere HK-formand Jorun Bech. Men netop derfor synes jeg, at Kirsten skal huskes og hyldes for sin store indsats. Hun er også valgt til Roskilde Domsogns Menighedsråd, hvor jeg har stor glæde af at samarbejde med hende. Her gør hun bl.a. en stor indsats i aktivitets-udvalget, hvor hun altid bidrager med fine ideer og er god til at tale med sine medmennesker. I det hele taget er Kirsten god til at opfatte, når nogen trænger til en hjælpende hånd eller en lille snak. Så skinner hendes tidligere virke som sygeplejerske igennem. Lige når man møder hende, kan Kirsten godt lyde lidt 'skrap', men det er nu med et glimt i øjet.
Skjortestrygning
For mange år siden ved et middagsselskab faldt snakken på, hvordan man stryger en skjorte. Kirsten havde en klar holdning til det og fortalte i detaljer, hvordan det burde gøres. Hendes mand, borgmester Henrik Christiansen, havde dog 'et helt andet system'. Så han strøg sine skjorter selv. Kirsten holder meget af at rejse, mens kunst og kultur også har hendes store interesse. Så efter afgangen som formand for Børnenes Kontor - hvor hun dog fortsat er med i bestyrelsen - skulle der nu blive mere tid til det. Frankrig er hendes absolut foretrukne rejsemål, men nu er sønnen Jesper med familie rykket til USA i en periode, så den næste rejse går sikkert dertil. Bag Henrik Christiansen var Kirsten - Men hun kan bestemt også selv. Var det ikke en idé at lade Kirsten Christiansen være 'Månedens Denser'. Mette Bruun, Trægården 7, 4. Roskilde.