Mød Kræftens Bekæmpelse på Torvet
Kræftens Bekæmpelse i Køge klder traditionen tro en del af Torvet i lyserødt og møder talstærkt op til Lyserød Lørdag.
LYSERØD LØRDAG: Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Køge er vanen tro klar med en stor stand på Torvet i forbindelse med Lyserød Lørdag.
Standen vil være centrum for en lang række aktiviteter i løbet af dagen.
Her vil der blandt andet være salg af merchandise og lodsedler til det lotteri, som en række lokale sponsorer har bidraget med præmier til. Dertil kommer, at der blandt andet også vil være salg af kager, som Kræftens Bekæmpelse også har fået sponsoreret.
På standen vil man i løbet af dagen også kunne møde Frisør Pilo, der har specialiseret sig i parykker, og der vil også være mulighed for at prøve forskellige parykker på stedet i diskrete omgivelser mellem klokken 10 og 14.
Lige som sidste år vil man på Kræftens Bekæmpelses stand også kunne møde Kate Salling, der sammen med sin strikkeklub strikker brystproteser, og hun tager selvfølgelig en masse eksempler med på sit arbejde.
Kræftens Bekæmpelse i Køge nåede sidste år op på et samlet resultat på imponerende 55.000 kroner for Lyserød Lørdag, hvor man hvert år har omkring 25 frivillige i gang med de mange aktiviteter.