Fortsæt til indhold

"At blive sej og stærk kommer ikke bare af sig selv"

15-årige Emilie Westergaard Iversen fra Vojens har udgivet børnebogen "Mor, hvorfor er jeg ikke som de andre?", der fortæller om at leve med et handicap

Arkiv
Mette Henriksen

Det kræver en særlig foredragsholder, hvis det skal lykkes at fange hele to skoleklasser i teenagealderen i en grad, så mobiltelefonerne får lov til helt og aldeles at passe sig selv for en stund.
I dette tilfælde formåede 15-årige Emilie Westergaard Iversen ikke bare at fange, men at tryllebinde og røre en helt sal, da hun præsenterede sin bog, “Mor, hvorfor er jeg ikke som de andre” for sine skolekammerater på Lagoniskolen i Vojens. Og selvom det på ingen måde var nemt at stille sig op og hudløst ærlig at fortælle omkring det at være født med cerebral parese (CP, red.), så lod Emilie sig ikke slå ud undervejs - hvilket er meget betegnende for den måde hun takler livets udfordringer i det hele taget.

Måtte selv til tasterne

Som barn savnede Emilie selv en børnebog, der med børns ord kunne fortælle om hendes handicap. Men den fandtes ikke, og så måtte hun selv til tasterne.
“Den oprindelige idé var, at holde et foredrag omkring mit handicap. Men så blev vi enige om, at en bog kan sprede budskabet endnu længere - måske til hele landet,” fortalte Emilie indledende i forbindelse med bogpræsentationen, som skolen var vært for.
“Selvom man har et fysisk handicap, så er man altså god nok. Men intet kommer af sig selv - man skal blive ved med at kæmpe sig igennem alt det svære, og huske på, at det nok skal gå.”
At vise at hun er “god nok” er noget, som Emilie har brugt rigtig meget tid på at bevise overfor omverdenen, og ikke mindst sig selv. Især lægerne skulle overbevises, følte hun.
“Lægerne ved jo bedst, og de var ikke særlig optimistiske med hensyn til min udvikling. Men da jeg var omkring to år kom der mere gang i min bevægelse, og det var et rigtig godt tegn,” fortæller Emilie, som i en alder af 15 år ikke bare er en ualmindelig betagende og smilende, men også en meget velfungerende ung dame, som med en jernvilje har præsteret, at hun i dag “kun” er ramt af lidelsen i mild grad.
“At blive sej og stærk kom- mer ikke bare af sig selv. Man skal kæmpe,” lød budskabet fra pigen, der har lært at give sig selv et skulderkap.
“Da børnehavetiden var ved at være forbi, var de voksne meget usikre på om jeg ville kunne klare folkeskolen. Det kunne jeg, men jeg har kæmpet for det, og har været så heldig at have en masse mennesker til at støtte mig undervejs, ikke mindst min familie. Mit handicap har givet mig en styrke, som jeg ikke vil være foruden,” lød budskabet.
“Det har taget mig en sommerferie at skrive bogen og halvandet år at finde et forlag, som ville udgive den. I dag kunne jeg ikke være mere stolt - og ikke mindst, så har jeg vist, at jeg er blevet til noget.”

Emilie og hendes tvillingesøster Caroline går begge i 8. klasse på Lagoniskolen.

Stolt tvillingesøster

Stoltheden lyste også ud af Emilies tvillingesøster Caroline, der er Emilies største støtte - og som gang på gang overraskes af Emilies gå- på-mod.
“Hun er den sejeste, og jeg er simpelthen så stolt. Det er jo ikke første gang, at hun bare går i gang med noget, som vi andre måske synes er en stor mundfuld. Gad vide, hvad hun finder på næste gang?”
Emilie Westergaard Iversens børnebog, “Mor, hvorfor er jeg ikke som de andre”, kan købes i Vojens Boghandel og på internettet.