Fortsæt til indhold

Vardefilm får premiere på international filmfestival

Det er blevet offentliggjort, at ny dansk efterkrigsfilm optaget på historiske steder i Varde Kommune skal åbne den internationale filmfestival Toronto Filmfestival

Arkiv
Kim Schou

SE KLIP FRA FILMEN HER: http://www.nordiskfilm.dk/Nyheder/Ny-trailer-til-UNDER-SANDET/#.VgJhWsvtmkq
Det er en levende historiefortælling, når ”Under Sandet” får premiere i Danmark den 3. december 2015.
Den danske film ”Under Sandet” er en historisk skildring af årene efter anden verdeskrig. Filmen er blandt andet optaget på historiske og autentiske steder som Oksbøllejren og andre områder i Varde Kommune. Filmen er historisk vigtig for, fordi den er baseret på virkelige hændelser, men emnet er kun omtalt meget lidt i historiebøgerne. Filmen er støttet af Varde Kommune.
Det er blevet offentliggjort, at filmen skal åbne den internationale filmfestival Toronto Filmfestival, TIFF. Det er en af verdens fem største og vigtigste filmfestivaler.

Handlingen

Filmen handler om et kapitel af Danmarks efterkrigstidshistorie, som ikke før har haft den store bevågenhed. Den jyske vestkyst var overtaget af tyskerne og kysten var en del af Atlantvolden, der strakte sig fra Norge i nord til Spanien i syd.
Da tyskerne forlod deres stillinger i maj 1945, efterlod de også en masse materiel – og ikke mindst nedgravede miner langs vestkysten. Derfor er det også oplagt, at optagelserne til ”Under Sandet” er foregået i de historiske rammer, som Varde Kommune har.
Specielt Skallingen i det nordlige Vadehav er et interessant område i forhold til filmen og historien. Det var et af de steder, hvor tyske krigsfanger blev beordret til at rydde de ca. 72.000 miner, som alene var lagt ud på Skallingen. Det menes, at i 1947 var omkring 61.000 af minerne fundet og uskadeliggjort.