Brand på toilet
Hårdt prøvet bygning
I weekenden rykkede brandvæsnet ud for at slukke en brand på det nye toilet i Folkeparken. Det viste sig, at en eller flere personer havde sat ild til toiletpapiret, så der kom røg og flammer i bygningen, fortæller Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi. Ilden nåede dog ikke at anrette større skade. Driftschef i Materielgården Carsten Leth fortæller, at bygningen i parken i forvejen er hårdt prøvet. Den er ofte mål for hærværksmænd, der sprøjter graffititags på den. - Vores folk tjekker den hver dag, og vi har et firma ude, der fjerne graffitien, når vi ikke selv kan, siger han og fortsætter: - Det er synd, at bygningen ikke kan stå i fred, da folk, der benytter parken, synes det ærgerligt. Carsten Leth forklarer, at bygningen er malet med et materiale, der gør det let at fjerne den slags hærværk. Bygningen er bygget færdig i år, da det tidligere toilet på stedet røg i luften i september for to år siden. Det skete da en krysantemumbombe sprang huset i stumper. ag@roskildeavis.dk