Kampagne skal øge fokus
I de kommende uger vil tusindvis af bilister i 69 af landets kommuner blive mindet om at lægge mobilen væk, når de sætter sig bag rattet.
På parkeringspladser rundt om i landet vil der blive hængt store skilte op med teksten ”Hvad laver du, når du kører bil?”.
“Der skal så lidt til, at man overser en anden trafikant eller kører over i den modsatte vognbane og rammer en modkørende. Uopmærksomhed er skyld i alt for mange alvorlige ulykker, derfor skal vi have flere til at koncentrere sig, når de sidder bag rattet og har foden på speederen,” siger trafiksikkerhedsmedarbejder fra Aabenraa Kommune Hanne Mette Kjær.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside www.sikkertrafik.dk/kørbil kan man se den nye kampagnefilm, hvor en uopmærksom bilist kommer galt af sted i trafikken. Filmen vil i de kommende uger blive vist på flere landsdækkende tv-kanaler som opbakning til kommunernes kampagne.