Jeg forstår godt migranterne. Jeg ville også søge mod Europa
Kristian Jensen leverede både politisk sprængkraft og svar, da han i dag besøgte Fredericia
Omkring 300 gymnasieelever var først på eftermiddagen i dag udkommanderet til et møde med udenrigsminister Kristian Jensen (V).
Besøget var arrangeret af gymnasielærer og tidligere folketingskandidat for Venstre, Niels Martin Vind. Og det blev til et møde med meget snak om Syrien, flygtninge og migranter. Men også om Irak, Israel, frihandel og internationale voldgifter.
Kristian Jensen leverede flere svar til de mest spørgelystne af eleverne. Og det førte til adskillige meget klare meldinger fra ministeren:
"Jeg forstår godt migranterne, som kommer for at få et bedre liv. Forestil jer, at I er i en kæmpelejr i Libanon, hvor pengene er sluppet op. I får at vide, at I ikke kan vide, hvornår I får mad næste gang. Hvor længe ville I vente, inden I tager skoene på og søger mod Europa? For mig ville der ikke gå ret lang tid," sagde udenrigsminister Kristian Jensen.
"Israels bosætningspolitik er stærkt kritisabel," sagde han blandt andet, da han blev spurgt om sit syn på Israel/palæstina-konflikten.
"Vi laver Europa-politik uden om Dansk Folkeparti," svarede han, da en spørger ville vide mere om regeringens flygtningepolitik og vilje til at føre den uden om Dansk Folkeparti.
"FN er slet ikke nogen perfekt organisation," sagde udenrigsministeren i frustration over et FN, der låses fast af vetoer fra de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.
"Jeg har ikke lyst til at sende vores sønner og døtre ind og slås på jorden i det morads af konflikter, der er i Syrien," sagde han om muligheden for, at Danmark engagerede sig på landjorden.
"Der er lande, der efter mange års hjælp nu kan klare sig selv. Og når finansloven offentliggøres på tirsdag, vil I for eksempel se, at vi trækker os ud af Bolivia," sagde Kristian Jensen, da en spørger ville høre om logikken i at tale om bedre - men reduceret - ulandshjælp.
"Vi har en flygtningekrise, som måske bliver langvarig. Men vi kan godt klare den. Vi kræver en EU-fordeling af flygtninge og oprettelse af en EU Trust Fond, der kan arbejde med at forebygge fremtidige flygtningestrømme," sagde han om den aktuelle flygtningekrise, som fyldte meget i debatten og hans indledende oplæg.
"Hvis man gerne vil af med Assad, skal man lade være med at presse Isil (Islamisk Stat). Vi har ingen rigtige venner i den del af verden," sagde han om udfordringen med at skelne mellem ven og fjende i Syrien.
Læs mere om Kristian Jensens møde med de fredericianske gymnasieelever i næste udgave af Lokalavisen Fredericia.