Duften af mad skal øge appetitten
Byrådet iværksætter et nyt projekt, der skal være med til at få madglæden til at brede sig på ældrecenter i Bjæverskov.
MAD: Duften af nybagte boller og steg i ovnen vil næste år brede sig i ældrecentret Bjæverskovhusene, efter byrådet i sit budgetforlig for 2016 har vedtaget et pilotprojekt, der sætter fokus på ældres sundhed og trivsel.
Projektet medfører, at maden i vidt omfang skal tilberedes på stedet i stedet for at blive leveret udefra, og hensigten er at give et løft til trivslen og det sociale samvær på stedet.
- Det er fantastisk, at vi nu kan få startet dette lille projekt, som forhåbentlig kan gøre en stor forskel. Mange ældre spiser meget lidt, og vi håber, at dette projekt kan være med til at give mere appetit og skabe mere samvær omkring spisningen og dermed også give et løft til sundheden, siger Dora Olsen (DF), der er formand for byrådets social- og sundhedsudvalg.
- De skal have nybagte boller til morgenmad, og duften af stegen skal sprede sig i lokalerne, og det kan være med til at gøre madsituationen til en god oplevelse, siger hun om forventningerne til projektet, som der i første omgang er sat 200.000 kroner af til.
Socialudvalgsformanden håber, at man på lidt længere sigt vil kunne brede det ud til andre ældrecentre, selv om det vil kræve væsentligt flere midler.
- Det bremser os lidt, at ikke alle plejehjem har et produktionskøkken, siger Dora Olsen, som nu i første omgang ser frem til pilotprojektet, som efterfølgende skal evalueres, så udvalget kan overveje, om erfaringerne skal bruges andre steder.