Fortsæt til indhold

Madsen synger Nielsen

Arkiv
Arkiv

I anledning af 150 året for Carl Nielsens fødsel vil man i Kr. Sonnerup Kirke onsdag den 30. september kl. 19.30 kunne høre en koncert, hvor sopranen Pernille Madsen vil fortolke en række af Carl Nielsens sange akkompagneret af Morten Skjoldan Petersen.
Carl Nielsen komponerede en række store instrumentalværker, i flæng kan nævnes seks symfonier, en violinkoncert, en klarinetkoncert, en blæserkvintet samt en hel del kammermusik. Men gennem hele sit virke skrev han også en lang række sange, og det var som om, at sangene var den næring, alle de store værker levede af.
Pernille Madsen er lyrisk sopran og har som oratoriesolist optrådt med det meste af kernerepertoiret inden for genren. Hun har bl.a. samarbejdet med førende danske orkestre som Aarhus Symfoniorkester, Sjællands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Randers Kammerorkester og Øresunds Barokorkester.
Hendes fortolkning af Händels Messias er udsendt som P2 koncert. Som operasolist havde hun debut på Det kgl. Teater i operaen Elektra af Richard Strauss. Pernille Madsen er nu ansat ved den jyske opera. Som solist har Pernille Madsen en sjælden evne til at forene den smukke klang med en medrivende fortolkning, der spænder fra det meget følelsesfulde til det befriende humoristiske.
Ud over Carl Nielsens sange vil aftenen i Kr. Sonnerup også byde på en håndfuld af musikhistoriens berømte arier fra Mozart til Puccini.