Fortsæt til indhold

Farvel og goddag på Fiskerimuseet

En 16 år gammel udstilling lukkes ned på Fiskeri- og Søfartsmuseet, mens en ny skyder op

Arkiv
Louise Ritter

Det var i sommeren 1999, at prins Henrik åbnede udstillingen "Fra Vadehav til verdenshav" på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Lige siden har mange gæster nydt de mange skibsportrætter og kigget på de flotte skibsmodeller, som alle er i samme målestok, og som derfor giver en unik mulighed for direkte at sammenligne størrelsen på et vikingeskib, en Fanø-søfarer og et moderne DFDS containerskib. Utallige er de museumsgæster, som med kamera eller mobiltelefon har foreviget den udstoppede stud, der hænger oppe over udstillingsmontrerne og fortæller historien om det tidlige Esbjerg havn, hvor landbrugseksporten bestod af levende kreaturer.
Vil man have oplevelsen endnu engang, skal man ikke vente for længe med at besøge museet. Skolernes efterårsferie bliver foreløbig sidste chance for at dykke ned i søfartshistorien fra Vadehavet. Genstandene bliver sat på museets magasin for en periode, og skibsportrætterne bliver afløst af historier om oliefund og havvindmølleparker.
Den plads som den udstillingen frigiver skal nemlig i stedet rumme en helt ny udstilling med titlen "Energi fra havet". I foråret modtog Fiskeri- og Søfartsmuseet en fornem donation fra A.P. Møller Fonden til opbygningen af en permanent udstilling om dansk offshore på Nordsøen. Den skal efter planen åbne om et års tid og bliver museets hidtil største satsning inden for offshore - det erhverv som har sat sit tydelige præg på museets hjemby i de seneste årtier.