Køge Park sendt i offentlig høring
Byrådet sender lokalplanforslaget for Køge Park i offentlig høring de kommende otte uger trods udpræget skepsis hos flere partier.
Et fodboldstadion med plads til 10.000 tilskuere, en ny hal på omkring 3000 kvadratmeter, 20.000 kvadratmeter erhvervslokaler samt plads til dagligvarebutik, ungdomsboliger og hotel.
Det er nogle af hovedpunkterne i forslaget til en lokalplan for Køge Park, som byrådet tirsdag aften i denne uge besluttede at sende i offentlig høring frem til slutningen af november. I løbet af oktober vil der også blive holdt et borgermøde om det store projekt, der deler vandene, hvilket blandt andet blev illustreret i forbindelse med byrådets behandling af sagen.
Her fremhævede både Niels Rolskov (Ø) og Jeppe Lindberg (LA) de udfordringer, som projektet står over for. Der er både trafikale, støjmæssige og parkeringsrelaterede udfordringer i projektet, og dertil kommer spørgsmålstegn ved økonomien og risikoen for at flytte handel fra bymidten og Ølby Center til den nye dagligvarebutik, og de to partier stemte imod at sende forslaget i høring med direkte henvisning til, at høringen var spild af både borgernes og forvaltningens tid.
Ser frem til debat
I høring kommer det dog, og resten af partiernes ordførere understregede i forbindelse med behandlingen, at man ser frem til offentlighedens input til det store projekt, der i høj grad er ønsket af det brede idrætsliv i Køge, og som kan være med til at give fantastiske rammer for både elite- og breddeidræt.
- Køge Park er et kæmpestort projekt, og jeg håber, at alle borgere i området vil læse planerne nøje og komme med deres input, sagde Mette Jorsø (V), der lige som en række andre ordførere understregede, at hun ser frem til den offentlige debat om projektet.
- Det er et godt projekt med de udfordringer, der er. Vi synes, at det er et vigtigt projekt for idrætsforeningerne i Køge Kommune og ser frem til, at alle nu får mulighed for at give deres mening til kende omkring projektet, sagde Thomas Kielgast (SF), mens Marie Stærke (S) understregede, at alle høringssvar vil blive taget seriøst, lige som hun i øvrigt igen understregede Socialdemokraternes bekymringer omkring centrale dele af projektet - blandt andet i relation til økonomien.
Ifølge den aktuelle tidsplan for Køge park skal lokalplanen vedtages i januar 2016, og i marts 2016 skal byrådet træffe endelig beslutning om projektet. Hvis alt går vel kan første spadestik tages i marts 2017, og indvielsen kan ske i juni 2018.